23948sdkhjf

Oppositionen: Luftige skøn og dyrere forsikringer

Folketingets førstebehandling af strammere reparationsregel er optakt til en svær udvalgsbehandling for skatteministeren.
Udsigten til højere bilforsikringer og tab af job prægede oppositionspartiernes indlæg ved Folketingets førstebehandling af lovforslaget om en strammere reparationsgrænse for færdselsskadede biler.

- Provenuskønnene er luftige. Det er helt vanskeligt at vurdere, i hvilket omfang ændringen af disse regler vil føre til anskaffelse af nye biler, erklærede Niels Helveg Petersen (R), som er formand for skatteudvalget og dermed leder Folketingets udvalgsbehandling og er vært, når deputationer møder op.

- Beskæftigelsen på værksteder, der reparerer biler, vil med sikkerhed falde. Branchen anslår, at det drejer sig om 500 beskæftigede. En uheldig sidevirkning er, at værkstederne vil ansætte færre lærlinge. Der er et stort ønske hos mange unge om at komme i automekanikerlære, og pladearbejde er jo noget af det, som den moderne elektronik i mindre grad kan tage sig af, pointerede Niels Helveg Petersen.

- Bilisternes forsikringspræmie vil stige. Skatteudvalget må nøje vurdere uenigheden mellem branchen og regeringen, fastslog Niels Helveg Petersen.

Anne Grete Holmsgaard (SF) brugte ironi: - Det er da et vidunderligt tidspunkt at komme med et udspil, der skaber færre job!

Ole Hækkerup (S): - Man må forvente, at der skrottes flere biler, og det vil alt andet lige betyde et hul, hvis forsikringsselskaberne ikke sætter deres priser op.

Skatteordfører Mikkel Dencker (DF) forsvarede som finanslovaftalepartner den strammere skrotgrænse: - Det er en skævvridning, at man reparerer på mere eller mindre smadrede biler alene på grund af den høje registreringsafgift.

Skatteminister Troels Lund Poulsen (V) bekræftede, at det vil koste arbejdspladser at sænke reparationsgrænsen fra 75/65 til 65/55 procent.

- Der er en lang række andre ting i finansloven, der modsvarer det: lempeligere ordninger i forhold til iværksætterskatten og hotelmomsen, understregede skatteministeren.

Skatteordfører Mads Rørvig (V) gav tilsagn om beregninger over de forskellige udsagn om virkningen af lovforslaget.

Kurt Scheelsbeck (K) forsikrede, at de konservative gerne deltager i en forhandlingsrunde om konsekvenserne.

Enhedslisten, Liberal Alliance og Per Ørum Jørgensen (KD) mødte ikke op til førstebehandlingen.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078