"Vi har aldrig solgt et 20 tommer aluhjul"
Det er anderledes at drive dækcenter på Lolland, hvor familiefirmaet Maribo Dækcenter i mere end 25 år har serviceret private og det lokale landbrug.
Virksomheden overtog hans far, Arne Nielsen, tilbage i 1987, og med uddannelse som vulkanisør var baggrunden i orden. Alligevel var det lidt en svær start, da familien ikke havde nogen tilknytning til Lolland. Og lollikker er generelt lidt reserverede, indtil de har set folk an, forklarer Bo Nielsen. Men når man først er blevet accepteret, er man også i inderkredsen. Derfor blev der efter fem år bygget den ene af de - i dag - to sammenhængende haller, der udgør Maribo Dækcenter. Den nyeste af de to blev åbnet 5. maj sidste år - præcis 27 år efter, at Arne Nielsen overtog firmaet.
Afhængig af roer
Bo Nielsen har selv været med siden 1995, og har derfor netop haft 20 års jubilæum. I fritiden flyver han med modelfly, en interesse der opstod for 12-14 år siden, fordi han godt kan lide at bruge sine hænder. Og det var også årsagen til, at han som den eneste af tre sønner har valgt at gå ind som faderens arvtager.
- Jeg har altid leget i dækstakkene som knægt, og det har ligget i mit blod, at jeg skulle overtage. Jeg synes, det er fedt at hjælpe kunder i problemer, og det gør, at der ikke findes ens dage eller opgaver, forklarer Bo Nielsen.
At drive dækfirma på Lolland er noget anderledes end nær de større, danske byer. Øen er kendt for sit landbrug og især dyrkningen af roer. At det også har stor betydning for Maribo Dækcenter ses allerede, når man nærmer sig matriklen, hvor dæk i alle størrelser står på linje på langs med grunden. Forretningsmodellen hviler på 50 procent personbiler og 50 procent landbrug.
- Vi har meget udkørsel hernede, og har altid haft det. Vi skal kunne service alt fra de store, gigantiske traktorer til den lille bil og sækkevogne, og det kræver noget af vores ansatte og vores materiel. Derfor har vi også to servicebiler, der er større end de flestes, forklarer Bo Nielsen, der har tre ansatte i virksomheden. Derudover hjælper hans pensionerede far Arne Nielsen stadig til, ligesom moderen Lise Nielsen også hjælper til med regnskaber.
Ikke sidste stop
I dag er det ikke kun Maribo Dækcenters skilte, der klæder facaden. Firmaet har været medlem af kæden First Stop i de sidste ti år, og det var Bo Nielsen der pressede på overfor sin far for at blive medlem.
- Det kan være lidt svært at sammenligne sig med de andre virksomheder, men vi støder alligevel på mange af de samme problemer, fortæller Bo Nielsen og uddyber.
- Vi har en anden kundekreds end de fleste, og vi har eksempelvis aldrig solgt et sæt 20 tommer aluhjul hernede. Kunderne kører i en anden type biler.
Alligevel er fordelene ved at være med i kædesamarbejdet ikke til at kimse af. Kædesamarbejdet har været medvirkende til Maribo Dækcenters fremgang, og så er det en hjælpende hånd i kampen mod internethandlen, der truer de mindre samfund. Derfor handler det om at støtte op om det lokale, og det kræver en ekstra indsats.
- At være dækmand her er en livsstil, hvor jeg altid er på arbejde. Privatlivet og arbejdslivet er meget flettet sammen, og hvis man bliver stoppet i supermarkedet, rådgiver man også om dæk på en søndag, siger Bo Nielsen.
Personlig succes
Sidste år kastede First Stop-samarbejdet også et uventet skulderklap af sig, da Bo Nielsen fik titlen som "Årets Samurai", hvor hvert enkelt værksted måles ud fra en masse parametre.
- Det var et stort og uventet skulderklap, der betyder meget personligt. Det er sjældent, at man som leder får ros, og lokalt gav det da også lidt genlyd, siger Bo Nielsen.
Indtil de flyver
Selvom debatten raser omkring, hvordan man kan holde liv i de små samfund i Danmark, er Bo Nielsen ikke i tvivl om Maribo Dækcenters fremtid. Derfor holdt de sig heller ikke tilbage med investeringen i at bygge en ny hal. Det var en nødvendighed med en ny montagelinje, to nye lifte og ikke mindst opbevaringsplads til nogle af de mange kundedæk, der "overvintrer". Og så går det faktisk godt for firmaet, forklarer han.
I fremtiden skal den gamle sættes i stand, og så skal der flere kunder i biksen. Det får man kun ved at opretholde et højt serviceniveau og holde det man lover, uddyber han og frygter ikke for fremtiden.
- Vi lukker først, når bilerne kan flyve. Men vi ser da helt sikkert også anderledes ud om ti år, siger Bo Nielsen.