23948sdkhjf

Tilfreds arkitekt bag fusion

Underdirektør i AutoBranchen Danmark, Michael Nørregård, fejrer 25 års jubilæum fredag 30. januar.
Da en ung Michael Nørregård i 1970’erne studerede spansk og film på universitetet i København, havde han ikke forestillet sig, at han skulle ende som Mr. FAI med at tackle de danske autolakereres ve og vel gennem årtier, men sådan blev det, og på fredag den 30. januar kan den respekterede organisationsmand fejre sit 25 års jubilæum hos tidligere FAI (Foreningen af Auto- og Industrilakerere) – i dag AutoBranchen Danmark.

Ved siden af de to universitetsfag uddannede Michael Nørregård sig i HD udenrigshandel fra CBS i 1984 og kom i 1985-90 til Håndværksrådet som afdelingsleder, og fra 1990 blev han direktør i FAI, hvor han indtil videre har tjent under seks formænd, senest Lasse Jæger Jensen, som i dag er næstformand i AutoBranchen Danmark. FAI blev i begyndelsen af 2014 til AutoBranchen Danmark, og netop denne længe ventede fusion var han selv en af hovedarkitekterne bag.

Der havde været talt om en sammenlægning i 15 år, men først fra 2011 blev processen virkelighed mellem FAI og D.A.F., og fra 2014 var AutoBranchen Danmark med fælles sekretariat på Skagensgade i Taastrup er realitet.

- Bort set fra krøllen med SKAD (som først var med i den planlagte fusion, men siden trak sig ud i 2012, red.) har det været en god og konstruktiv proces uden fnidder og magtkampe, hvor vi har delt sol og vind lige, som også medlemmerne har taget godt imod, siger Michael Nørregård.

- Intet alvorligt er gået galt i fusionsprocessen, og ingen har siddet og mugget i krogene – der har været fokus på konstruktive løsninger, påpeger Michael Nørregård, som også glæder sig over samarbejdet med direktør Jens Brendstrup.

- Vi spiller godt sammen. Vi er begge opdraget i organisationsverdenen og har samme tankesæt, siger den kommende jubilar.

- Når jeg ser på fusionen i dag, har vi gjort det rigtige. Vi har styrket dialogen mellem autolakerere og bilforhandlere, og når man anskuer bilernes elektroniske udvikling, tror jeg det har været det rigtige tidspunkt. Selv om vi kunne have gjort det for længe siden – og så have været endnu bedre forberedt. Men i bund og grund handler det jo om medlemmerne, og hvad der tjener dem bedst. Vi ser brancheglidningerne overalt, og det tjener også medlemmerne, at denne organisation har større pondus, og det har vi, mener han.

To ejendomme

Michael Nørregårds tid hos FAI begyndte i sekretariatet i Jernbanegade i Næstved. Siden flyttede organisationen til Midtager i Brøndby i fem år – faciliteter som i dag er lejet ud til autolakfirmaet Glasurit. I 2006 rykkede FAI til Håndværkets Hus på Islands Brygge i København, og her ejer foreningen stadigvæk lejligheden. Begge steder lejes i dag ud "med et lille overskud", fordi det endnu ikke har været gunstigt nok at sælge.

Fra Islands Brygge gik turen i 2012 til Kirkevej i Taastrup og videre til et nuværende hus i Skagensgade i Taastrup i foråret 2014. Her bor man sammen med organisationerne Dækbranchens Fællesråd og AUTIG samt Biltorvet.dk og Auto-IT.

Markant skifte

- De senere år er der sket et markant skifte, som ses i hele samfundet, hvor medlemmerne typisk ud fra en kommerciel tilgang vurderer, hvad de har af fordele ved at være med. Heldigvis er megen af politikken fortsat hjerteblod for mange. Men vi kan ikke tillade os at trække på virksomhedsejerne i samme grad som tidligere – det er jo en anden hverdag og et andet tempo i dag med utroligt høje krav til effektivitet. Heldigvis er der stadig mange ildsjæle i autobranchen, bemærker Michael Nørregård, som dog ikke beklager udviklingen, blot konstaterer den.

- Med vores meget brede platform i AutoBranchen Danmark i dag er vores udfordring blandt andet at bevare individualiteten i forhold til medlemmerne. Vi skal holde fast i nærheden til det enkelte medlem – det drøfter vi meget, siger Michael Nørregård, som ærgrer sig over, at AutoBranchen Danmark netop er blevet smidt ud af Håndværksrådet og dermed det centrale autoudvalg som følge af uenighed om kontingent og delmængde i forhold til Dansk Bilbrancheråd (tidligere CAD).

- Jeg er jo selv nærmest oplært i Håndværksrådet, så det er jeg personligt ked af, ligesom jeg synes det er ærgerligt for eftermarkedsdelen. Ingen vinder jo på denne udvikling, konstaterer Michael Nørregård.

Et andet markant skifte i autobranchen kom tilbage i 1997 med den nye konkurrencelov, som for FAI betød at det var slut med den gamle målpris-liste, som blev aftalt med F&P, fortæller Michael Nørregård, som gennem årene har taget nogle gevaldige kampe med den enorme modpart inden for skadesarbejde, forsikringsselskaberne og deres faste greb om branchen via Autotaks.

Ny sektion

Han erkender samtidig, at tonen senest er skærpet i forhold til for eksempel Dansk Bilbrancheråd, som også nu bejler bredt i branchen, samt SKAD, hvor den aktuelle strid handler om organisation af opbyggerne.

- Men jeg håber da, at vi kan samarbejde igen, siger underdirektøren, som ellers ser frem til et spændende år - igen i 2015, siger Michael Nørregård.

Senest har AutoBranchen Danmark meldt ud, at man er gået med at etablere en ny sektion for opbyggere – noget Michael Nørregård betegner som "helt naturligt". Han oplyser, at for eksempel flere synsvirksomheder også har meldt sig ind i AutoBranchen Danmark, ligesom foreningen snart vil sætte øget fokus på rustbeskytterne, som FAI i mange år dog har haft 30 af i en sektion.

900 medlemmer

AutoBranchen Danmark tæller i dag 900 medlemmer med 1100 forretninger. Da Michael Nørregård kom til FAI i 1990, var der 560 medlemmer – i dag er der 250 af de "gamle" FAI-medlemmer med i AutoBranchen Danmark. Samlet er der 300 autolakererier med i foreningen, så de udgør cirka en tredjedel af AutoBranchen Danmark.

Sekretariatet tæller i dag 24 medarbejdere, heraf fem jurister og fire i AutoBranchens VidenCenter. Hertil kommer de ansatte i det 100 procent ejede Auto-IT.

25 års jubilæet markeres med en reception fredag den 30. januar kl. 13-15 hos AutoBranchen Danmark, Skagensgade 1, Taastrup
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.063