Dansk Kia-direktør tror på varebilsmarkedet: Sådan vil vi udfordre de etablerede mærker
Med introduktionen af de elektriske modeller Kia PV5 Cargo og Kia PV5 Passenger til november og et nyt netværk af specialiserede erhvervscentre, markerer bilmærket sit første store skridt ind i et segment, der i mange år har været domineret af Ford, Mercedes og Renault.
Kia Danmark gør i disse måneder klar til et ambitiøst indtog på det danske varebilsmarked.
Hidtil har bilmærket stået uden for erhvervssegmentet, men med de nye elektriske modeller Kia PV5 Cargo og Kia PV5 Passenger er man klar til at udfordre de etablerede spillere.
Kia lancerer samtidig et landsdækkende såkaldt PBV-netværk (Platform Beyond Vehicle), hvor omkring 25 udsalgssteder bliver specialiserede erhvervsbilforhandlere.