Wismo Group-ejer får trecifret millionunderskud – negativ egenkapital når over 2,7 mia. kr.
Wismo Group-ejer, Global Auto Holdings (GAHL), gik ud af 2024 med minus på bunden efter en dyr rentepost. Underskuddet lægges oveni den milliardstore negative egenkapital, som allerede var at finde året før.
Selskabet formåede sidste år at omsætte for 6.643 mio. dollars, svarende til 42 mia. kr., hvilket er mere end en tredobling i forhold til de 2.126 mio. dollars året før. Dog spiller selskabets opkøb en rolle i stigningen.
Men på trods af den milliardstore omsætning endte virksomheden med et underskud på 55 mio. dollar efter skat, som tæller lige omkring 348 mio. kr. efter skat.
Det fremgår af selskabets seneste årsregnskab, der blev offentliggjort mandag på CVR.
Et lyspunkt i regnskabet er, at driftsindtjeningen fra GAHL er forbedret markant. Den lander på 106,5 mio. dollar, svarende til cirka 674 mio. kr., hvilket udgør et væsentligt skift fra året før, hvor koncernen havde et driftsunderskud på 33 mio. dollar.
På trods af det positive driftsresultat trækker rentebyrden dog selskabet ned i røde tal, da de finansielle omkostninger løber op i hele 194,5 mio. dollar, over 1,2 mia. kr. alene i renter og finansielle udgifter.
Samtidig viser regnskabet, at selskabets samlede egenkapital er dybt negativ og lander på minus 433,9 mio. dollar, svarende til over 2,74 mia. kr., hvilket er et markant fald den negative egenkapital på 337,6 mio. dollar året før.
Motor-magasinet forsøger at få en kommentar fra Global Auto Holdings og Wismo Group.
Tunge gældsposter og opkøb
GAHL er tynget af tunge gældsposter, der stammer fra den aggressive gældsbaserede opkøbsstrategi, hvor selskabet i 2024 købte Wismo Group (tidligere K.W. Bruun) og året før den britiske bilforhandlerkæde Lookers Limited – begge betalt kontant.
De to opkøb alene kostede selskabet omkring 1,7 mia. dollar, svarende til godt 11 mia. kr., og blev i vid udstrækning finansieret gennem lån.
I løbet af 2024 har selskabet ifølge regnskabet lånt og udstedt obligationer for i alt 2,3 mia. dollar, svarende til cirka 14,5 mia. kr., med et rentespænd på mellem 8,37-11,5 pct. årligt. En stor del af gælden forfalder inden 2029, herunder lån på omkring 1,5 mia. dollar, mens resten forfalder i 2032.
Global Auto Holdings Limited
- Global Auto Holdings Limited blev stiftet i Storbritannien mod udgangen af 2022. Det blev stiftet af Kuldeep Billan.
- Det britiskstiftede holdingselskab ejer i dag den canadiske forhandlerkæde Alpha Auto Group og den britiske forhandlerkæde Lookers.
- Alpha Auto Group blev stiftet i 2014 og har i dag 16 forhandlere, som er spredt rundt i USA og Canada.
- Kuldeep Billan stiftede Alpha Auto Group, hvor han i dag er adm. direktør samtidig at være bestyrelsesformand for Global Auto Holdings Limited.
- Global Auto Holdings købte Lookers i 2023 for 504 mio. pund.
- Global Auto Holdings købte Wismo Group (tidligere K.W. Bruun) i 2024 for 1,1 mia. dollar.
LinkedIn, Alpha Auto Group, GOV.UK
Gældsfinansieringen er tilsyneladende fortsat ind i 2025, hvor der i januar og februar blev lagt yderligere 600 mio. dollar oven i det 550 mio. dollar store lån fra december 2024.
Renten på det lån er ikke fast, men følger markedsrenten i enten USA eller Canada, alt efter hvilken valuta lånet er optaget i. Det betyder, at renten kan svinge over tid og potentielt blive endnu dyrere, hvis renteniveauerne stiger. Oven i det kommer et tillæg, som gør lånet endnu mere omkostningstungt.
Tror på fortsat drift
På trods af den store gældsbyrde og de negative tal på bundlinjen vurderer ledelsen i Global Auto Holdings, at selskabet har tilstrækkelige finansielle ressourcer til at fortsætte driften i mindst et år frem.
I årsregnskabet fremgår det, at ledelsen har foretaget en grundig analyse af både markedsforholdene og virksomhedens økonomi og konkluderer, at der ikke er væsentlige usikkerheder, som kan true selskabets evne til at fortsætte driften.
Ledelsen peger dog på en række risici, herunder faldende efterspørgsel i bilmarkedet, mangel på bilkomponenter, pres på avancerne samt mulige fortsatte handelsrestriktioner som følge af tidligere annoncerede Trump-tariffer.
For at imødegå potentielle problemer har GAHL gennemført stresstests af sin likviditet og gældsforpligtelser under flere negative scenarier, understreger ledelsen i regnskabet. De test har vist, at GAHL stadig vil kunne overholde sine finansielle forpligtelser og låneaftaler – selv i værste fald, hvor flere risikofaktorer spiller sammen.
Skulle salget eller marginerne falde drastisk, eller renterne stige markant, har ledelsen en række mulige tiltag klar, som kan reducere omkostningerne og forbedre likviditeten. Det inkluderer blandt andet lukning af bilforhandlere, nedskæringer i medarbejderstaben, lavere investeringer samt tilpasning af lagerbeholdningen.
Dermed signalerer ledelsen, at man har fuld tillid til, at selskabet kan håndtere den økonomiske udfordring og fortsætte driften trods det økonomiske pres.