Autocentralen varsler opkøb i ambitiøs vækststrategi: - Der skal så meget volumen igennem, at man næsten ikke drømmer om det
Fremtiden som nyvognsforhandler i Danmark tilhører de store milliard-koncerner. Det er topchefen i Autocentralen, Anders Jensen, ikke det mindste i tvivl om. Derfor har han forberedt en ambitiøs strategi, der skal løfte Kolding-koncernen yderligere.
Da Autocentralen tidligere på måneden meldte ud, at man lukkede en afdeling i Kolding og droppede forhandlingen af Honda, så kunne man måske let foranlediges til at tro, at der var tale om et defensivt træk.
Men spørger man topchef i Autocentralen, Anders Jensen, så er det kun ét af de greb, som den store Kolding-koncern gør brug af for at gøre sig klar til en fremtidig milliard-vækst.