23948sdkhjf

DEBAT: Licensordning for leasingselskaber er alt andet end et selvmål

Finans & Leasing er tilfreds med, at regeringens forslag om at indføre en licensordning for leasingselskaber. Organisationen går dermed i rette med AutoBranchen Danmark, som kalder det et selvmål.

Et led i regeringens netop præsenterede bandepakke, som er resultat af en aftale mellem en bred vifte af Folketingets partier, er en licensordning for leasingvirksomheder, der beskæftiger sig med motorkøretøjer. Interesseorganisationen AutoBranchen Danmark har i Motor-magasinet nævnt, at ordningen er et selvmål. Det er Finans og Leasing ikke enig i. Det er derimod en både god og nødvendig løsning.

Finans og Leasing er som bekendt brancheforening for leasingselskaber, og vi valgte at bringe forslaget på banen for tre år siden, da vi anser det for helt nødvendigt for at få ryddet op i branchen. Det er der flere årsager til.

Vi anser det for helt nødvendigt for at få ryddet op i branchen Christian Brandt, adm. direktør i Finans & Leasing

Vi har først og fremmest en udfordring med, at banderne bruger store, leasede biler som blikfang til at tiltrække nye og yngre medlemmer til banderne. Det er dokumenteret i SØIK’s (bagmandspolitiets) rapport fra 2020, hvori man også fastslår, at banderne bruger lyssky leasingselskaber i deres trafik med hvidvaskning af sorte penge via import af biler fra udlandet. Dermed kunne alene bandeproblematikken legitimere en licensordning.

Tilsyn mangler hjemmel

AutoBranchen Danmark slår på, at licensordningen ikke behøves, fordi Finanstilsynet blot kan føre tilsyn med leasingvirksomhederne. Men her må jeg minde om, udfordringen jo netop er, at Finanstilsynet ikke har hjemmel og dermed hverken pligt eller mulighed for at føre tilsyn med leasingbranchen.

Vi er omvendt helt enig med AutoBranchen Danmarki, at en licensordning for leasingvirksomheder passende kan tage udgangspunkt i den allerede eksisterende licensordning for forbrugslånevirksomheder.

Denne lov indeholder basalt set kun tre krav: at ledelsen er fit & proper, at der er tilstrækkelige procedurer på plads til at foretage den lovpligtige kreditværdighedsvurdering ved leasing af motorkøretøjer til forbrugere, og at produkterne udformes med hensyntagen til kundernes interesser. Enkelt, logisk og ubureaukratisk. Dermed vil alle leasingselskaber - uanset størrelse - som har rent mel i posen og agerer professionelt kunne opnå licens.

Handler ikke om størrelsen

For det handler ikke om, hvorvidt man er stor eller lille, som AutoBranchen Danmark forsøger at gøre gældende. Det handler om at opføre sig ordentligt og have forstand på det, man beskæftiger sig med. Og det gør heldigvis de allerfleste leasingselskaber i øvrigt, uanset om de har valgt at være medlem af Finans og Leasing eller ej. En licensordning for leasingvirksomheder vil desuden skabe lige vilkår, uanset om man tilbyder lån eller leasing, hvilket også er ønskværdigt både ud fra et forbrugerbeskyttelsessynspunkt og en konkurrencemæssig vinkel.

Samlet set vil en licensordning for leasingvirksomheder være godt for både leasingbranchen, kunderne og samfundet som sådan. Derfor glæder vi os over, at der er opbakning til en løsning ad modum forbrugsvirksomhedsloven. Vi ser frem til, at det nu snarest bliver en realitet.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094