Driving home for Christmas flyder som fløde ud af de 15 Harman Kardon-højttalere, mens hustru og afkom snorkbobler i lædersæderne. Det buldrer svagt fra den store 3,3 liters V6 med 370 hk, og det synger blidt fra vinterdækkene på 19 tommer. Trafikken er let og regnen tung. Farten stabil på det maksimalt tilladelige. Alt er godt. Det var det ikke for lidt siden.  

Biltorvet tester Stinger GT, en Grand Touring-maskine, og vi er midt i den. Altså den store tur. På motorveje og landeveje, tværs over Danmark med bilen proppet med julehejs og rejsehabengut. Familiejulen skal holdes tæt ved den tyske grænse ved Tønder, og vores julekane er rød, stor, 140 cm høj, har firehjulstræk, alt i udstyr og kæmpemotor med twinturbo. Navnet er Stinger. Stinger GT. Fornavnet vender vi tilbage til – mest fordi det vil gøre dig uberettiget fordomsfuld og ødelægge den eventyrlige julestemning.

Bagsædepladsen er imponerende og hovedhøjden fin, trods den ekstreme coupeform, som minder om Audi A7 med det skrånende tag. Nok ikke mærkeligt, eftersom den er designet af folk med en fortid hos de fire ringe. Selv om hoftelinjen er høj, kan den tre-årige kigge ud. Bagsædet føles heller ikke som en hule, fordi bagdørens rude fortsætter bagved bagsædet, og det giver lys. Den skrånende bagrude giver dog ikke mere udsyn end en burka bagtil, men det vænner man sig hurtigt til.

Lortestart
Turen starter virkelig dårligt. Det tager det meste af eftermiddagen at proppe hejs i vognen, hvor bagagerummet på 406 liter nok er langt som i en Skoda Octavia, men så lavt, at kufferter skal ligges ned og pakningen må tetrispusles. Alt for sent kommer vi afsted og ender midt i julemyldretiden. Så lyder det fra bagsædet:

”Far, jeg skal kaste op”.

Den tre-årige har dårlig mave, og jeg må mase den 4,8 meter lange vogn over tre spor kø mellem tunge busser og trillende mikrobiler i Københavns tætte bytrafik og spærre to baner med katastrofeblink. Det tager lang tid for ingen giver plads. Det er ikke Stingers skyld, selv om den måske kan tricke følelser med sit imposante ydre med den skarpe røde farve, gællerne i motorhjelmen og de vilde fælge. Sådan er vi danskere bare. Af princip. Så tak for det.

Endelig får jeg smidt vognen og eksploderer ud ad førersædet, styrter omkring bilen, og vil flå døren til bagsædet op, men den er låst. I Stinger kan man ikke åbne bagdøren, mens motoren er i gang - eller man har husket at trykke på en låse-op-knap i fordøren – og det hjælper ikke at hive hårdt i håndtaget eller råbe højt. Jeg styrter tilbage om den 1,8 meter brede bil tilbage til forsædet, mens jeg kan høre konen råbe og barnet hyle, leder febrilsk efter start-stopknappen, finder den, løber tilbage rundt om bilen, en bus dytter, jeg holder i vejen, jeg flår bandende bagdøren op og ser en flot stråle forlade datterens mund. For sent.

Pakkeknuseren
Mens vi gør bilen rent, og får gravet brækfrit tøj frem fra det pakkede bagagerum, kan vi lige vende endnu en tanketorsk, som måske afslører, at vi har med duellanter at gøre i premiumsegmentet. Førersædet kører tilbage, når man stopper motoren, så ud- og indstigning bliver lettere for føreren. Til gengæld smadrer man knæskallerne på bagsædepassageren. Vi havde så kun julegaver placeret bag førersædet, men det heller ikke en god idé. Blot til orientering.

Det tager en halv time med rengøring og tøjskift, og lang ventetid på en sur bus, som vælger at spærre vejen af hævn over, vi spærrede den, før vi igen kan nyde Stingerens voldsomme overlegenhed. 

Læs resten af anmeldelsen her og find ud af hvorfor et bagdæk må skiftes efter mødet med en bus.