23948sdkhjf
Del siden
Annonce

AutoDesktop klar trods WLTP-kaos

Indførelsen af den nye brændstofsnorm, WLTP og omregningscirkusset til NEDC, virkede som om det kom helt bag på myndighederne, og uafklarede spørgsmål stod i kø, Alligevel var AutoDesktop klar på dagen.

Som om det ikke er kompliceret nok. Vi taler om WLTP, den nye EU-norm for bilers brændstofsøkonomi. Målemetoden er mere præcis, fordi testen er tættere på virkeligheden, og der tages højde for ekstraudstyr som soltag, fælgstørrelse, læderkabine, reservehjul, laktype og meget andet.

WLTP kræver nemlig, at bilerne testes med udstyret monteret, og blandt andet derfor er den mere præcis. Det giver så importørerne lidt ekstraarbejde, da flere modeller skal "anmeldes," som det hedder i fagsproget til myndighederne - i dette tilfælde Danske Bilimportører (DBI). Når modellerne er anmeldt, bliver de automatisk indført i bilsalgsprogrammet AutoDesktop og derfra kan sælgerne sælge bilerne, med korrekte priser.

Så vidt, så godt. WLTP skulle have været indført i alle EU-lande 1. september 2018, men på grund af, at Dansk Folkeparti illoyalt stak en kæp i hjulet, blev det forsinket, og loven blev først endelig vedtaget 6. september og implementeret 13. september - med tilbagevirkende kraft til 1. juli 2018 (ingen ved tilsyneladende hvorfor, men der er vel tale om en slags overgangsordning).

Glemte at få det sagt
Det vil sige, det skete så ikke, fordi nogen lige glemte at få lovteksten trykt i Statstidende. Derfor trådte loven først i kraft - med tilbagevirkende kraft - 14. september (og gav en smule bøvl for DBI, der lige skulle rykke lidt anmeldelser en dags tid).

Og hvis det så bare var sådan, at WLTP blev indført. For det gør det faktisk ikke. Bilers afgift regnes ud efter deres forbrug, og det er blevet meget ringere med WLTP, som jo er mere præcis, og ikke efterlader stort spillerum for bilproducenterne til at "snyde" på vægten - vi ved jo alle, at en bil i dag slet ikke kører, som det angivne. Det er bedre med WLTP er håbet.

Men tilbage til, at WLTP faktisk ikke bliver indført - skatteteknisk set. Afgiften regnes som sagt ud efter forbruget, og for at danske biler ikke skal blive dyrere, omregnes WLTP-tallet til et NEDC-tal - blot ved at gange med 1,1. Det kaldes i myndighedssprog for en NEDC2-norm. Så nu findes der tre tal: Den gamle NEDC, nu kaldet NEDC1, WLTP, og den omregnede NEDC2. 

Forvirret? Det bliver værre.

En af virkningerne ved implementering af faktoren på 1,1 på alle køretøjer allerede målt med WLTP, er, at de faktisk får en afgiftsrabat. I afgiftsberegningen kommer bilerne til at køre (faktor 1,1) længere på literen. Dermed får bilerne også et større fradrag i afgiftsberegningen. Altså en afgiftsnedsættelse i 2018 alligevel.

Ingen særtilfælde særbehandlet
Man skal holde tungen lige i munden. For det har indvirkning på en række forhold, som myndighederne, her Skatteministeriet og Skattestyrelsen ikke havde styr på i sidste uge. For hvad med hybridbiler? De bliver udregnet efter en kompliceret kalkule, hvor de beregnes to gange, og den ene beregning skal ske på WLTP? Ingen vidste det. Biltorvet måtte sætte Skattestyrelsen i sving og i skrivende stund, er det stadig ikke afklaret. Så ingen kendte priserne på hybrider – indtil nu.

Biltorvet har nemlig mange gode venner rundt i brancherne omkring autobranchen og er kommet til enighed om udregningen af plugin-hybrid-biler, som derfor fra i dag tirsdag den 18. september er opdateret.

Og hvad med L4, altså det der leasinghulslukningscirkus – skulle biler beregnet efter 1. juli 2018 gennem en ny revideret beregning? Altså først beregnes, og derefter beregnes efter markedsværdi? Ingen vidste det. Biltorvet satte Skattestyrelsen i sving igen. Endnu er der ikke kommet et konkret svar fra Skatteministeriet eller Skattestyrelsen på denne del endnu.

Styr på det i AutoDesktop
Nu er der kommet styr på næsten det hele. I bilsalgsprogrammet AutoDesktop, som de fleste nybilsforhandlere bruger, var teamet ved tasterne og fik kodet satser og regler ind, som de blev besluttet på dagen, og man var i tæt dialog med alle myndigheder og importører for at bringe ro i kaos.

Det betød at AutoDesktop var klar til de nye regler, da de blev besluttet. Mere konkret, at de nye priser på biler blev regnet efter de nye NEDC2-tal fra DBI og at allerede afgivne tilbud på biler efter 1. juli 2018 kunne regnes efter, samt at prisskilte og dokumenter viste den korrekte WLTP-værdi overfor bilkunderne.

Ak, og så skal vi faktisk igennem hele cirkusset en gang til, nemlig til april næste år, hvor WLTP skal ganges med 1,21 og måske nok bliver til et NEDC3-tal. Lad os se. Cirkusset varer til 2021, hvor WLTP er fuldt indført og NEDC historisk.

Auto IT
Skagensgade 1
2630 Taastrup
Høje-Taastrup Kommune
Danmark
CVR nummer: DK34576289

Send til en kollega

0.062