23948sdkhjf
Del siden
Annonce

Mens du sover - AutoDesktop flytter

Kompleks og mangesidet øvelse, siger driftschefen om at flytte bilsalgsprogrammet AutoDesktop til nye servere. I værste fald sættes meget af det danske bilsalg i stå denne weekend. Men øvelsen er nødvendig.

Fredag nat flytter Auto IT bilsalgsprogrammet AutoDesktop til nye servere. Det er en kompleks øvelse, som har været halvandent år undervejs og som denne weekend efter en militæragtig plan og præcision når sit klimaks. 

”For at kunne udnytte nyeste teknologi, få en bedre sikkerhed og bedre tilgang til de krav Persondataforordningen (GDPR) stiller, så flytter vi til en ny platform,” forklarer driftschef Claus Hallas Nielsen, der med sin baggrund i Forsvaret, sammenligner det med en militær operation, hvor en plan kun holder til første møde med fjenden.

Vær beredt
”Man skal konstant være parat til at håndtere udfordringer og ændringer. Det er ingen tvivl om, at det er kritisk, men desværre er det nødvendigt, så vi kan modstå de udfordringer vi møder i hverdagen og samtidig gøre det nemmere at overholde GDPR. Vi gør det jo ikke for at genere nogen, tværtimod. Skulle noget gå galt, så kan vi også rulle det hele tilbage til de systemer vi kører på nu, da vi har backup på det hele,” siger han. 

Flytningen er programsat til fredag nat, hvor færrest muligt bruger AutoDesktop. Systemet forventes at køre igen lørdag morgen klokken 10.00.

I al ubemærkethed er biltorvet.dk og de mere end 45.000 annoncer allerede flyttet til nye servere. Det skete natten til torsdag.

100 opslag i sekundet
Også dataafdelingen hos Auto IT flyttede servere i det stille denne uge. Afdelingen tager sig blandt andet af at levere nummerpladeopslag til reservedelsfirmaer og forsikringsselskaber, der har brug for dagsaktuelle detailpriser på den samlede bestand af person- og varevogne.

Nummerpladeopslagene er i spidsbelastninger oppe på over 100 opslag i sekundet. Alligevel var der ingen nedetid under serverflytningen.

I går eftermiddag startede så flytningen af webafdelingens ca. 100 hjemmesider, som afdelingen har lavet for bilfirmaer og importører. Arbejdet med dette færdiggøres, når AutoDesktop er blevet flyttet, fordi der er tæt integration med programmet.

Selv om det alt sammen er gået glat, så er der langt mere kompleksitet i flytningen af AutoDesktop netop på grund af integrationerne.

Taler med alle - også kryptisk
”AutoDesktop sender og modtager data fra mange kilder, så bilsælgeren kun skal bruge ét program, når han skal sælge, finansiere, forsikre og finde en bil. Der er over 80 aktører som bliver berørt, lige fra banker og forsikringsselskaber til importører, bogholderisystemer og kundesystemer som Dracar+ og AutoVision. Mange af disse integrationer, som fx en importør har grene til udenlandske servere med krypterede datalinjer, som AutoDesktop også smager på, og alt dette skal også strømlines, så det forsat kører gnidningsløst. Det er blandt andet derfor, vi har måttet forberede skiftet over det sidste halvanden års tid,” siger Claus Hallas Nielsen, der har forberedt sig i de mindste detaljer som en anden Egon fra Olsen Banden. Men alle ved jo, hvordan det kan gå.

”Uanset hvor forberedt du er, så er jeg også klar over opgavens kompleksitet. Selvom der er afprøvet så meget som muligt, så planlægger vi for det værste, og håber det bedste. Sammen med et korps af medarbejdere møder jeg selv ind i weekenden for at overvåge driften, og bistå under eventuelle problemer,” lover driftschefen.

Læs mere om Auto IT her. 

Auto IT
Skagensgade 1
2630 Taastrup
Høje-Taastrup Kommune
Danmark
CVR nummer: DK34576289

Send til en kollega

0.032