23948sdkhjf

Domstol sætter kaution for fængslet bilboss til en milliard yen

Hvis Carlos Ghosn kan finde en milliard yen til betaling af sin kaution, kan han gå fri allerede senere i dag.

En fransk advokat for den tidligere bilboss Carlos Ghosn siger, at en japansk domstol har banet vej for, at hans klient kan være på fri fod mod kaution.

Advokaten Jean-Yves Le Borgne siger, at Ghosn bliver sat på fri fod mod en kaution på en milliard yen. Det svarer til knap 59 millioner kroner.

Han må dog fortsat ikke forlade landet, og der vil blive sat overvågning op omkring hans hjem. Le Borgne fremhæver også, at anklagemyndigheden måske vil fremsætte nye anklager, hvilket kan ændre situationen.

- Jeg er uskyldig, og jeg er indstillet på at forsvare mig selv, siger Ghosn i en erklæring tirsdag.

Den tidligere leder af Renault-Nissan-Mitsubishi Motors alliancen har været tilbageholdt, siden han blev anholdt den 19. november. Han siger, at han er uskyldig i anklager om, at hans skulle have forfalsket finansielle oplysninger og have begået tillidsbrud.

I november blev Carlos Ghosn anholdt i Japan for at snyde i skat, og han har siden da siddet varetægtsfængslet.

Tidligere har retten ellers nægtet den tidligere topboss at blive løsladt mod kaution, da man har frygtet, at han ville flygte eller ødelægge beviser.

Carlos Ghosn har tidligere været topfigur i en samling af de tre bilproducenter Nissan, Renault og Mitsubishi. Forud for skattesagen var han bestyrelsesformand for alle tre mærker, ligesom han var direktør i Renault. Han har også tidligere været direktør i Nissan.

Ghosn blev anholdt efter anklager om, at han havde indgivet en for lille indkomst for dermed at undgå at betale skat af det fulde beløb.

Officielt er han sigtet for tre separate forhold.

Det første omhandler manglende indrapportering af indkomster for et meget stort millionbeløb mellem 2010 og 2015. Derudover kigges der på hans skatteoplysninger de følgende tre år.

Han er også sigtet for en kompleks fidus, der betød, at Nissan endte med at betale Ghosns regninger i fejlslagne forretninger og andre foretagender. Eksempelvis er Nissans penge endt med at betale for fire luksushuse i Rio de Janeiro og Beirut.

Ghosn afviser alle anklager og kalder dem en forvrængning af virkeligheden. Han hævder at være udsat for en sammensværgelse af sine egne tidligere underordnede i Nissan.

Han forklarer huskøbene med, at han skal bruge et sikkert sted, hvor han kan arbejde og modtage folk i Brasilien og Libanon. Huskøbene blev ifølge Ghosn godkendt i Nissans juridiske afdeling.

/ritzau/

Kilde: /ritzau/

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109