23948sdkhjf

VW erklærer sig skyldig i dieselskandale

For første gang har Volkswagen ved en domstol erklæret sig skyldig i skandalen om fusk med miljøtest og skal betale en bøde på 30 milliarder kroner.
DIESELGATE Ved en domstol i Detroit, USA, har den tyske bilgigant Volkswagen erklæret sig skyldig i tre anklagepunkter i den såkaldte dieselskandale. Det skriver nyhedsbureauerne Reuters og AFP.

Det var ventet, at VW ville erklære sig skyldig som led i et forlig, der blev indgået i januar. Ifølge aftalen skal VW også betale 4,3 milliarder dollar (30 milliarder kroner) i bøder.

- VW erklærer sig skyldig i alle tre anklagepunkter, fordi selskabet er skyldig i alle tre anklagepunkter, siger lederen af bilgigantens juridiske afdeling, Manfred Döss.

De tre anklagepunkter handler om svindel, forhindring af efterforskningen og indførsel af varer med falsk erklæring.

Snydesoftware i 11 millioner biler
Volkswagen forbløffede alle, da det ellers velrenommerede bilmærke i 2015 erkendte, at det havde fusket og placeret særligt software i 11 millioner dieselkøretøjer.

På den måde blev farligt udslip fra bilernes udstødning midlertidigt reduceret under test.

Skandalen har udløst milliardbøder, direktørens afgang og et voldsomt fald i aktiekursen for Volkswagen.

Fredagens forlig kommer, efter at et andet større forlig blev indgået i sommer.

Det består af en række tilbagekøb og erstatninger for omkring 80.000 forurenende 3,0-liter diesel VW, Porsche og Audi køretøjer.

Erstatningerne fra dette forlig løber op i yderligere 17,5 milliarder dollar (cirka 123 milliarder kroner).

Det er alt sammen led i den tyske bilproducents bestræbelser på at få lagt svindelsagen bag sig.

Volkswagen-koncernen ejer 12 bilmærker, herunder VW, Skoda, Audi, Seat og Porsche.


Kilde: Ritzau

Artiklen er en del af temaet Dieselgate.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.093