23948sdkhjf

Rosberg kopierede sin fars bedrift: Det er uvirkeligt

Nico Rosberg er verdensmester i Formel 1, præcis som far Keke Rosberg blev for 34 år siden.
ÅRETS GRAND PRIX-VINDER Formel 1-titlen er tilbage i familien Rosberg efter 34 års ventetid.

Keke Rosberg vandt verdensmesterskabet i 1982, og søndag eftermiddag kopierede sønnen Nico den bedrift ved at sikre sig den samlede sejr i 2016-sæsonen.

- Det er uvirkeligt, og jeg er meget stolt. Jeg har gjort det samme, som min far opnåede, siger Nico Rosberg ifølge AFP.

Tyskeren gik ind til det afsluttende grandprix i Abu Dhabi med et forspring på 12 point ned til Lewis Hamilton. Han vidste, at han skulle slutte mellem de tre bedste, hvis Hamilton vandt løbet.

Med Hamilton i front fra start til slut var Rosberg under hårdt pres. Han skulle undgå uheld og kørefejl, samtidig med at han blev presset bagfra af Max Verstappen (Red Bull) og Sebastian Vettel (Ferrari).

- Jeg er meget, meget glad for, at det nu er overstået, siger en lettet Rosberg, efter at han krydsede målstregen som nummer to.

For Lewis Hamilton blev søndag dagen, hvor han måtte afgive den VM-titel, han ellers har siddet på i de seneste to år.

Hamilton vandt ellers sæsonens sidste fire grandprixer, men det var ikke nok til at overhale rivalen Rosberg.

- Man kan ikke vinde alt. Jeg gjorde alt, hvad jeg kunne i de sidste fire løb. Stort tillykke til Nico med det første verdensmesterskab, siger Lewis Hamilton ifølge AFP.

Kilde: Ritzau

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.079