23948sdkhjf

60.000 bilister står til bøde fra Færdselspolitiet

Tusinder af bilejere risikerer en bøde på omkring 1000 kroner.
NUMMERPLADER Fem måneder efter de nye regler for tyverisikring af nummerplader er effektueret, mangler omkring 60.000 danske bilister stadig at leve op til reglerne. Det fremgår af en ny undersøgelse foretaget af Applus Bilsyn blandt 2257 bilister.

Imidlertid er det slut med de venlige henstillinger fra Færdselspolitiet. Bilister, der kører rundt i trafikken, uden at have skruet nummerpladerne behørigt på, risikerer en bøde på omkring 1000 kroner, hvis de bliver standset i forbindelse med andre forseelser, oplyser Københavns Færdselspoliti.

- De fleste bilister har fået styr på nummerpladerne. Københavns Politi har siden årsskiftet sigtet 6-7 bilister for ikke at have fastskruet nummerpladerne. Det er konstateret i forbindelse med almindelig færdselskontrol. De tre af sagerne afventer berammelse som prøvesager i Københavns Byret, idet bødeniveauet lige skal fastlægges, siger Søren Wiborg, politikommissær i Færdselsafdelingen i Københavns Politi.

Stadig mange tyverier

Indførelsen af den nummerpladeforordning har indtil videre nedbragt antallet af tyverier på landsplan med omkring 1000 sager i løbet af årets første tre måneder. Alligevel har den langt fra stoppet tyverier. Lange fingre løsnede nemlig stadig cirka 2700 nummerplader landet over fra januar til slutningen af marts.

Ifølge Applus Bilsyn er der tale om en proces, hvor det altid tager lidt ekstra tid at få alle bilister til at implementere nye regler. Og så ved rigtig mange ikke, nærmere bestemt 42 procent ifølge Applus Bilsyn undersøgelsen, at ikke-tyverisikrede nummerplader ifølge lovgivningen er takseret til en bøde på 1000 kroner.

Bilsyn betinges af korrekte nummerplader

- Vi kontrollerer altid pladerne i forbindelse med et bilsyn. I den forbindelse møder og hjælper vi dagligt bilister landet rundt uden tyverisikrede nummerplader. Mange lader vores synsmedarbejdere fastspænde nummerpladerne, mens andre køber en gør-det-selv-løsning. De fleste bliver imidlertid overraskede over, at vi kun kan godkende en bil til bilsyn betinget af, at nummerpladerne er i orden, siger Per V. Rasmussen, adm. direktør hos Applus Bilsyn.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109