Formel 1 udskyder nyt kvalifikationssystem
Først i sæsonens femte Formel 1-grandprix i Spanien bliver det nye kvalifikationssystem introduceret.
Systemet kommer først til at fungere i det femte grandprix, fortæller Formel 1-bossen Bernie Ecclestone lørdag til den engelske avis The Independent.
- Det skulle egentlig være indført til sæsonstart, men vi bliver ikke færdige med softwaren til tiden. Derfor bliver kvalifikationen først ændret i Spanien, siger Ecclestone med henvisning til sæsonens femte grandprix i Barcelona i maj.
Dermed skal Magnussen og de øvrige kørere bruge det gamle kvalifikationssystem i de fire første grandprixer.
Ændringen af kvalifikationssystemet blev vedtaget med enstemmighed blandt Formel 1-holdene, mens Ecclestone ønskede et andet system.
- Det var ikke min idé. Det var ikke det, jeg ønskede, siger den 85-årige brite.
Kvalifikationen til Formel 1-grandprixer bliver i øjeblikket afviklet i tre afdelinger, hvor de dårligste bliver siet fra efter første og anden runde, indtil de ti hurtigste kørere er tilbage i tredje runde, den såkaldte Q3.
Mens der nu er indlagt en pause mellem de tre afdelinger, kommer kørerne fremover og fra og med grandprixet i Barcelona til at blive elimineret gradvist i samme session.
Kampen om den eftertragtede poleposition kommer til sidst til at være et anliggende mellem to kørere. Det sker for at øge spændingen og oplevelsen for tilskuerne.
Kilde: Ritzau