23948sdkhjf

Pænt goddag til et mere gennemsigtigt 2016

Autoglasbranchen ønsker tættere branchesamarbejde om glas, synskrav som i Tyskland og åbner ny hjemmeside.
DANSK AUTOGLAS Vi åbner året med en ny hjemmeside – en hjemmeside, som vi håber bliver både mere synlig, men også mere anvendelig for slutbrugerne af køretøjer.

Udgangspunktet er et generelt ønske om at øge bevidstheden hos bilister og andre indkøbere om, at glas til køretøjer og det tilhørende arbejde spiller en stor rolle for køretøjerne, og i høj grad også for bilister og passagerers sikkerhed.

I andet halvår af 2015 førtes således i Motor-magasinet diskussion om synsreglerne for glas i køretøjer – herunder blandt andet de dele af reglerne der er åbne for fortolkning.

Diskussionen drejede sig i høj grad også om revner i forruden, hvor revner i bedømmelsesfeltet i et relativt stort omfang er tilladte, men også det faktum, at revner kan optræde i ubegrænset længde og mængde uden for bedømmelsesfeltet.

Dansk Autoglas gav udtryk for forundring over, at danske myndigheder tager til takke med deres erfa-gruppes udsagn om glas i køretøjer – i erfa-gruppen er ikke én eneste autoglas-specialist repræsenteret – alt sammen set i lyset af, at revner i forruden i Tyskland medfører kørselsforbud.

Drøftelserne har fået Dansk Autoglas til at gå nærmere ind i den tekniske side af disse drøftelser og har foreløbig været i kontakt med danske specialister i glas og glasstyrke. Vi har hos dem fundet samme forundring – de giver umiddelbart udtryk for, at forrudens bæreevne svækkes betydeligt, hvis ruden er revnet – helt i tråd med de tyske myndigheders opfattelse.

Her er det vigtigt (igen) at nævne, at forruden er vital for statikken og stivheden i ethvert moderne køretøj – myndighederne synes kun at have fokus på den passive sikkerhed i form af gennembrydning af forruden.

Dansk Autoglas anbefaler, at denne opfattelse revideres og slår til lyd for, at hele forruden inddrages i forbindelse med bilsyn, og at revner fremover bedømmes som i Tyskland.

Det vil Dansk Autoglas arbejde videre for.

Den nye hjemmeside er samtidigt et led i at få mere endnu fokus på markedet generelt og øge muligheden for tættere kontakt til både private og professionelle samt drage større nytte af autoglarmestrenes store geografiske spredning.

Vi ser gerne et tættere samarbejde mellem de fagudlærte i branchen – fx mellem den lokale faguddannede automekaniker og den lokale faguddannede autoglarmester.

Det er trods alt i brancherne, at lærlingene, og dermed håndværksfagenes fremtidige aktører, skabes til gavn for både land og lokalsamfund.

Godt nytår og kør forsigtigt – ikke alle kører lige så godt som dig.

Robert Lau,
Dansk Autoglas

Artiklen er en del af temaet Nytårsudtalelser.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11