23948sdkhjf

Kaos blev vendt til fremgang

Sådan blev 350 ekstra og veldisponerede kvadratmeter et vendepunkt for Kjeldbjergvejens Auto.
FLOW For fem år siden var her to mand – nu er her seks, og antallet af lifte er øget til syv med mulighed for to mere. Tilgangen skyldes især den nu overståede finanskrise, der fik bilister til at søge billigere værkstedsløsninger. Men inden de lyse og velfungerende nye 350 kvadratmeter stod klar i december 2014, var der problemer med arbejdsflowet i dagligdagen hos Kjeldbjergvejens Auto i Mekonomen Autoteknik-kæden i landsbyen Kjeldbjerg ved Viborg, som 42-årige Kjeld Kristensen og hustruen Maria på 34 år har drevet siden 1999.

- Inden vi fik bygget om og ansat flere folk, var det ofte kaotisk med kun tre lifte til fire mand. Vi måtte ligge og skrue udendørs jævnligt, og vi arbejdede over 2-3 timer hver dag. Det var uholdbart. Nu kan vi lade biler hænge på en lift, mens vi venter på dele fra fire Auto-G ture, som fungere godt som supplement til vores daglige leverance direkte fra Mekonomen i Sverige, fortæller Kjeld Kristensen, der er svoren Mekonomen-tilhænger og derfor har malet væggene gule. Omsætningen er øget med 10 procent siden ombygningen.

Kjeld og Maria Kristensen mente, at de selv kunne indrette værkstedet. Men Stenhøjs indretningshjælp omkring liftplacering ”vendte alle vores planer 180 grader” til et anderledes og optimalt flow. Geovent A/S og Jens Linde A/S har også leveret indretningselementer, og ægteparret er rigtig glade for den hjælp, de har fået fra autobranchens leverandører.

Nyt på værkstedet er også pc’er ved alle arbejdsstationer, så hver mekaniker selv kan bestille varer via CRMP/Diginors system direkte til de biler, der er på arbejdskortet og liften.

Modstand fra kommunen

Men ikke alt er forløbet efter bogen. Udbygningen af værkstedet, som Kjeld Kristensen overtog efter sin far, der drev det som deltidsforretning ved siden af sit Falckredder-job, mødte modtand fra Viborg Kommune. For på trods af at værkstedet ligger i industrizone, har haft besøg af miljøkontrollen og endog servicerer kommunens biler, mente kommunen, at værkstedet aldrig var blevet ”godkendt og lovliggjort”. Derfor måtte indehaver-parret hyre en konsulent fra Byggeri og Teknik i Herning, der gav rigtig god hjælp – for en pæn slat penge.

- Ærgerligt at bruge 100.000 kroner på en konsulent, fordi kommunen ikke havde styr på sine papirer efter kommunesammenlægningen. De kunne være brugt bedre i et byggeri til to millioner kroner, siger Maria Kristensen.

Tilbygningen har store 3x3 meter vinduespartier ud mod grønne marker i stedet for upraktiske loftslyskasser, så mekanikerne kan følge dagens vind og vejr. Og gulvvarme fra stokerfyret sørger for godt indeklima uden at bruge mere energi end hidtil, selv når portene ofte går op og i, fordi gulvmassen holder på varmen. I øvrigt er der støbt kassette til en ny bremsestand, hvis parret på sigt vil være omsynsvirksomhed.

Nul markedsføringskroner

Kunderne kommer i en radius af cirka 15 kilometer fra Viborg, Skive og Daugbjerg – også selv om disse byer har op til flere Mekonomen-værksteder og andre kædeværksteder. Kjeldbjerg Auto er eneste værksted i selve Kjeldbjerg.

- Kundeloyalitet og et godt ry er vigtig for os – værkstedsvalg er en tillidssag. Vi bruger absolut ingen penge på markedsføring, men kun mund til mund. Mange af vores kunder har brugt stedet i generationer. Så længe de autoriserede værksteder behandler kunderne som nu, er der plads til os med lavere timepriser, der for eksempel kan montere et identisk træk væsentligt billigere end på et lokalt mærkeværksted. Vi har i dag 30 procent nyere biler, der stadig er under fabriksgarantien – nutidens kunder vil komme et pænt og moderne sted uden olie på vægge og gulve, derfor er vi glade for vores nye tilbygning. Og så var det da et skulderklap, at vi havde hele 400 gæster til vores indvielse og åbent hus i marts i år, siger Kjeld Kristensen.










Kommenter artiklen (3)
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

1.317