23948sdkhjf

Alle jubler over bilsalget – bare ikke bilbranchen

Salget af biler tordner opad. Tal fra Danmarks Statistik signalerer optimisme hos forbrugerne, men til gengæld ser det sort ud for dem, der skal leve af at sælge bilerne, melder revisionsfirmaet Deloitte.
Tal fra Danmarks Statistik signalerer optimisme hos forbrugerne, men til gengæld ser det sort ud for dem, der skal leve af at sælge bilerne. Det viser en ny analyse af autobranchen, som Deloitte netop har gennemført i samarbejde med Bilbranchen.

- Den faldende indtjening er stærkt bekymrende. Analysen afslører en branche, der i den grad er udfordret. Fortsatte omkostningstilpasninger, effektiviseringer og konsolidering er nødvendige for at forberede virksomhederne til de kommende år, siger Lars B. Nielsen, brancheekspert og partner i Deloitte.

Især de mellemstore autoforhandlere med mellem 15 og 25 ansatte har det hårdt med en indtjening pr. medarbejder, der er nærmest halveret på bare to år.

Forhandlere med mellem 15 og 25 ansatte har oplevet et fald i primære resultat pr. ansatte fra 85.000 kr. i 2010/11 til 47.000 kr. i 2012/13, mens forhandlere med mellem 26 og 75 ansatte har oplevet et fald i primære resultat pr. ansatte fra 70.000 kr. i 2010/11 til 46.000 kr. i 2012/13. Også bilimportørerne kæmper med faldende indtjening. Det primære resultat pr. ansatte hos de 19 importører i analysen er faldet fra 1.940.000 kr. i 2011/12 til 1.067.000 kr. i 2012/13.

En af forklaringerne er, at der bliver solgt mange små biler med lige så små avancer. Så selv om mikrobiler går som varmt brød, er der ikke for alvor penge i det for autobranchen, forklarer Lars B. Nielsen.

Deloittes analyse bekræfter tidligere analyser, der viser, at branchen har et produktivitetspotentiale. En af de væsentligste årsager er det danske afgiftssystem, siger branchedirektør Thomas Møller Sørensen fra Bilbranchen:

- Politikerne bør lægge det danske afgiftssystem om, så afgifterne baseres på, hvad bilen kan, og ikke hvad den har kostet at lave. Virksomhederne bør til gengæld se indad og i højere grad arbejde med deres produktivitet, eksempelvis ved indførelse af lønsystemer, varierende ugentlig arbejdstid og lean.

Autoanalyse for 2013 - marts 2014 - er på 36 sider.

Lastbilforhandlere tjener igen penge

Mens salget af lastbiler de seneste år har været nogenlunde stabilt, har lastbilforhandlerne formået at fordoble indtjeningen. Det viser en ny analyse af lastbilbranchen, som Deloitte netop har gennemført i samarbejde med Bilbranchen. Lastbilforhandlernes primære resultat pr. ansatte er steget fra 82.000 kr. i 2010/11 til 177.000 kr. i 2012/13.

- Vores analyse viser, at lastbilforhandlerne igen binder flere penge på varelageret. Det indikerer en stigende optimisme og tro på fremtiden i en branche, der de seneste to år har fordoblet indtjeningen, mens ny-salget af lastbiler har været stabilt, siger Lars B. Nielsen.

Salget af ny-indregistrerede lastbiler blev halveret fra 2008 til 2009, hvilket medførte et betydeligt fald i indtjeningen for lastbilforhandlerne. I 2009/10 havde blot 4 ud af 10 lastbilforhandlerne overskud.

Siden 2009 har salget af nye lastbiler været nogenlunde stabilt og de seneste års forbedrede overskud tyder på, at forhandlerne har tilpasset sig det nye aktivitetsniveau. Denne tilpasning ses også ved at 3 ud af 4 lastbilforhandlere havde overskud i 2012/13, oplyser Lars B. Nielsen fra Deloitte, der har gennemført analysen i samarbejde med Bilbranchen.

Med til historien hører imidlertid også, at 2013 var et specielt år for lastbilforhandlerne. Med virkning fra 2014 blev der således introduceret en ny euronorm for lastbiler, der påvirkede salget i 2013, forklarer branchedirektør Thomas Møller Sørensen fra Bilbranchen.

- Halvdelen af det ekstraordinære salg i 2013 skyldes formentlig et uafdækket behov, som nu realiseres i kølvandet på den økonomisk krise, mens den anden halvdel dækker over kunder, som har fremskyndt deres ordrer, idet lastbiler med den udgående euronorm V-teknologi fås til en lavere anskaffelsespris, siger han.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078