23948sdkhjf

Et år i fængsel for falske svenske BMW'er

Direktør fra et firma i Ålsgårde blev onsdag idømt ét års ubetinget fængsel og en kæmpe bøde i sag om afgiftssvig og bedrageri. Meddirektør slap med betinget dom.
Et direktørkontor ser ud til for en tid at blive afløst af en fængselscelle for en 42-årig direktør, der onsdag ved Retten i Helsingør fik en ubetinget fængselsdom på ét års fængsel samt en tillægsbøde på 850.000 kroner. Det oplyser specialanklager Thomas Raaberg-Møller til Frederiksborg Amts Avis.

Den 42-årige direktør i leasingfirmaet Cofano Finans med adresse på Nordre Strandvej i Ålsgårde blev i retten dømt for registreringsafgiftssvig ved i årene 2009 til 2010 i strid med sandheden - og med fuldt overlæg - at have indregistreret syv biler af mærket BMW som om de var parallelimporteret fra Sverige, selv om de kun var blevet kørt den korte vej fra en helsingoransk bilforhandler til selskabets lager på Haderslevvej i Helsingør. Arrangement skete ved hjælp af fakturaer udstedt af et svensk leasingfirma. Dette kreative arrangement betød et tab for Skat og derved samfundet på mere end 2,2 millioner kroner, skriver avisen.

Udover dette forhold blev den 42-årige direktør også dømt for bedrageri mod sit eget firmas medarbejdere ved i 2011 at have brugt en købekontrakt med en falsk underskrift, som gjorde en bil 10.000 euro dyrere. Dette forhold erkendte han som sådan i retten, men han mente, at den 10.000 euro dyrere pris afspejlede bilens faktiske værdi.

En 43-årig meddirektør slap i retten med en dom på et halvt års betinget fængsel for sin rolle i forholdet om de falske svenske BMW'er. Dommen er betinget af, at den 43-årige udfører 100 timers samfundstjeneste. Årsagen til den betingede dom var, at retten ikke fandt, at han var fuldt ud klar over omfanget af snyderiet. Han burde dog ifølge rettens dom havde været klar over, at der var noget galt med prisfastsættelsen af bilerne. Han fik også en bøde på 200.000 kroner.

Også selve selskabet Cofano Finans, som ifølge det senest offentliggjorte regnskab kører med underskud, blev ved samme retssag idømt en bøde på 650.000 kroner. Det fremgår i øvrigt af noterne til samme regnskab, at politiet i forbindelse med sagen har beslaglagt hele virksomhedens bilpark.

Makkerparret har efter domsafsigelsen onsdag, som skete telefonisk, nu 14 dage til at beslutte om de vil kære afgørelsen til Østre Landsret. Hos anklagemyndigheden er der derimod tilfredshed.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094