23948sdkhjf

Schumachers læger: Hjelmen redder måske hans liv

Hvis ikke Michael Schumacher havde haft hjelm på, da han styrtede på ski, ville han have været død nu.
Michael Schumacher kæmper for sit liv.

Det er meldingen mandag formiddag fra lægerne på hospitalet i Grenoble, hvor den syvdobbelte Formel 1-verdensmester er indlagt, efter at han et døgn tidligere styrtede på ski i de franske alper og kom slemt til skade med hovedet.

- Havde han ikke haft en hjelm på, ville han have været død nu. Men selvom han havde hjelmen på, havde han alvorlige skader i hovedet, siger lægerne på et pressemøde.

Allerede søndag aften blev tyskerens tilstand betegnet som kritisk. Schumacher holdes i kunstig koma, og den 44-årige pensionerede racerkører er blevet opereret én gang, oplyser hospitalet.

Flere medier har ellers skrevet, at tyskeren er blevet opereret to gange.

- Lige nu vurderer vi ikke, at han skal opereres igen. Vi arbejder time for time, mere kan vi ikke sige.

- Hans tilstand er kritisk, og vi kan sige, at han kæmper for sit liv. Vi ved ikke, hvad udfaldet bliver af det hele, siger lægerne.

Hospitalet oplyser, at Schumachers nærmeste familie er ved hans side. Hospitalet håber desuden på at kunne fortælle nyt senere mandag.

Tyskeren styrtede søndag formiddag i et off piste-område i Meribel og slog hovedet på en sten.

Han blev først bragt ind på sygehuset i Albertville-Moutiers, men blev siden sendt videre til Grenoble.

Schumacher blev verdensmester i 1994 og 1995 med Benetton, mens han fra 2000 til 2004 vandt VM-titlen fem gange i træk med Ferrari.

Schumacher indstillede endegyldigt sin karriere for et år siden. Han bliver 45 år 3. januar.

/ritzau/
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.064