23948sdkhjf

Uenige om ombygning af farlige lifte

Arbejdstilsynet kalder Stenhøj Autolift A/S til udredningsmøde om generel liftkvalitet efter uenighed om ombygningssag af 55 lifte.
Den danske liftproducent Stenhøj Autolift A/S bliver nu afkrævet en forklaring i en sag om kritisabel markedskontrol og påbudt ombygning af et halvt hundrede Marshal og Mini lifte. Endnu findes sådanne uopdagede lifte på værksteder, der kan være farlige for mekanikere under dem ved brud på hydraulikslangen. Nu kalder Arbejdstilsynet Stenhøj til et møde om generel kritik af flere af firmaets nyere lifte, som angiveligt mangler sikkerhedsudstyr og ikke lever op til Maskindirektivet.

Motor-magasinet har, efter artikler i august om problemer på liftmarkedet, fået aktindsigt i sagen, der viser, at Stenhøj overfor klagende kunder har givet udtryk for, at liftene var i orden på trods af et påbud fra Arbejdstilsynet. Tilsynet måtte efterfølgende indskærpe overfor Stenhøj, at producenten havde fået påbud om at udbedre liftenes sikkerhedssystemer og holde tilsynet underrettet, hvilket Stenhøj i mails til Arbejdstilsynet beklager ikke er sket hurtigt nok og i tilstrækkeligt omfang.

Fælles regelforståelse

Fra Arbejdstilsynet siger tilsynschef Jens Klug Albertsen, at tilsynet netop nu er ved at undersøge, om Stenhøjs papirer omkring typeafprøvning fra TÜV er korrekte.

- Vi vil mødes med Stenhøj for at få svar på yderligere spørgsmål, fordi vi efterhånden har en del generelt erfaringsmateriale om problemer at tale om. Stenhøj er en betydelig leverandør til de danske værksteder, og det er vigtigt, at vi "taler samme sprog" og har en fælles forståelse for regler på området i Maskindirektivet og AT-vejledningen, også hvad angår udvikling, typeafprøvninger og vedligeholdelse på det danske marked, siger Jens Klug Albertsen.

Han mener ikke, der er tale om en storm i et glas vand, idet Arbejdstilsynets fornemste opgave at forebygge, inden der sker voldsomme ulykker.

- Der er et generelt problem med autoløftere på det danske marked, som vi bruger en del krudt på nu. Vi har fået flere henvendelser efter den seneste omtale i Motor-magasinet, blandt andet fra de frie værksteders organisation CAD, fortæller Jens Klug Albertsen. Der er således en kontakt til Dansk Metal, Dansk Industri og CAD, så de relevante parter, ud over fabrikanterne, også er informeret om Arbejdstilsynets fokus på området.

Til gulvet på sekunder

I Stenhøj-sagen om problematiske Marshal 30-40 og Mini-lifte, der kan ryge til gulvet på sekunder ved slangebrud, fik Stenhøj af Arbejdstilsynet et påbud den 4. marts 2011 om at tilføre sikkerhedssystemer på alle lifte på markedet. I september bliver værkstedet Martins Undervogns- og Bilplejecenter i Bredebro opmærksom på, at hans Mini lift med en meters løftehøjde ikke har indbygget sikkerhedssystem med liftbremse, da der sker et slangebrud, og den ene side ryger til gulvet. I en mail 14. september 2011 skriver Stenhøj blandt andet til værkstedet, at liften er i orden og har to magnetventiler, der skal låse ved liftfejl - vel vidende, at der var påbud fra Arbejdstilsynet om at rette liftens manglende sikkerhedssystem.

Stenhøjs melding kommer Arbejdstilsynet for øre, og i en skarp efterfølgende mail 28. september 2011 til Stenhøj står tilsynet undrende overfor, at liftproducenten har meddelt værkstedet, at liften er ok på trods af påbuddet, samt at Stenhøj ikke af egen drift har udbedret liftfejlen.

Tilsynet citerer i den forbindelse en mail af 18. maj, hvor Stenhøj frabeder sig offentliggørelse af problemet, da alle markedets 55 Marshal- og Mini-lifte var lokaliseret og snarest ville blive ombygget. Arbejdstilsynet krævede derfor - her fire måneder senere - en status fra Stenhøj på problemet.

Et Mini-problem

I sit status-svar to dage senere 30. september 2011 meddeler Stenhøj, at der er konstrueret et ombygningssæt med fotocelle til den højtløftende Marshal 30-04, der virker ved slangebrud. Stenhøj erkender at have undervurderet opgavens omfang og beretter om restordre på fotoceller fra leverandøren, men at alle lifte, på nær tre, nu var ombygget.

Mini-sakseliften, som Stenhøj melder, at der findes 17 af på markedet, herunder på værkstedet i Bredebro, udgør et større problem. Stenhøj forklarer, at man ikke har kunnet erhverve en løfter for udvikling af et ombygningssæt, da producenten Texo er gået konkurs.

Stenhøj erstatter derfor Mini-løfteren i Bredebro med en MS 30 LS lift med fotocelle-overvågning af hydraulikken for at hjemtage liften for udvikling af et ombygningssæt. En måned senere, 28. oktober, melder Stenhøj til Arbejdstilsynet, at et ombygningssæt er konstrueret, og at ombygningen i marken ville være endeligt færdigt ved årsskiftet 2011/12.

Stenhøj ikke gud

Så skulle man tro, at sagen er i orden. Men ude på værkstederne står i dag mindst to farlige Mini-lifte, som er købt hos Stenhøj, men som producenten ikke er bekendt med, trods klarmelding af ombygning i "marken" til Arbejdstilsynet. Den ene blev Levring Lift Service for nylig bedt om at montere på et værksted, hvilket indehaver Stig Levring afviste, da han fandt liften ulovlig på grund af manglende sikkerhedssystemer.

- Alle tror, Stenhøj er gud, når det gælder lifte. Men dette liftproblem er ikke en enlig svale. Jeg ser masser af ringe lifte fra såvel Stenhøj som udenlandske producenter, hvor sikkerhedssystemer eksempelvis sidder i et skab væk fra liften og kan afskæres ved slangebrud, hvor svejsninger og bærekugler knækker af, eller hvor godset er for tyndt og bøjer ved belastning. Værkstederne tror rask væk, at CE- og TÜV-godkendelser fra de store liftproducenter er ok, men alle liftproducenter og importører prøver at slippe af sted med at sælge lifte så billigt som muligt, fordi markedet er ødelagt af billige øst-produkter.

- Men det værste er næsten, at producenter, importører og distributører selv sætter liftene op og tilbyder værkstederne at servicere dem - og dermed udelukker andre uvildige liftservicefirmaer fra at få et kritisk øje på, hvad der er opstillet på de danske værksteder. For værkstederne tror naturligvis på de store leverandører og de ofte ubrugelige godkendelsespapirer, mener Stig Levring.

Motor-magasinet har kendskab til flere kritisable liftsager, som de implicerede parter ikke ønsker offentliggjort.

Stenhøjs kommentar

Motor-magasinet har haft en længere samtale med servicechef Jan Pallesen fra Stenhøj Service A/S, men han ønsker kun at blive citeret for følgende:

- Stenhøj Service A/S har forestået ombygning af et antal Marshal og Mini løftere i henhold til påbuddet fra Arbejdstilsynet, hvilket har ført til ekstra fotocelle-overvågning. Ombygningerne er foretaget sidste år og afsluttet med en rapport udarbejdet af Stenhøj A/S’ udviklingschef til Arbejdstilsynet.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078