Konstruktionsingeniør
Vi søger en erfaren konstruktionsingeniør med minimum 3 års erfaring og interesse for trækonstruktioner, bæredygtighed og forretningsudvikling. Vi arbejder med både nybyg og renovering samt udviklings- og eksperimentelle projekter – i alle skalaer.
PROFIL
Som konstruktionsingeniør hos Holst Engineering får du en alsidig rolle, hvor du kan arbejde selvstændigt og lede projekter. Dine opgaver vil typisk omfatte skitsering, udvikling af løsningsforslag i konceptfasen samt tegning, beregning og dokumentation af bærende konstruktioner samt projektledelse. Vores ambition er at matche dine kompetencer og interesser med de rette opgaver.
DINE KOMPETENCER
- Skitsering, visualisering og konceptudvikling
- Tegning, modellering og beregninger af bærende konstruktioner
- Udarbejdelse af statisk documentation
- Projektledelse
- LCA, bæredygtighed, genbrug
- Deltagelse i byggepladsbesøg, besigtigelse, tilsyn mv.
- Forretningsudvikling
- Besvarelse af henvendelser og udarbejdelse af tilbud og kontrakter
Det vægtes højt, at du har en stærk faglighed inden for statik, Computational Design (Rhino/Grasshopper) og Revit. Det er en stor fordel, hvis du har erfaring med trækonstruktioner, bæredygtighed og LCA. Derudover er interesse for og kendskab til projektledelse samt forretningsudvikling meget velkomment.
Vi søger og arbejder primært på projekter, der er dedikeret til klimadagsordenen.
Vi er i en spændende udviklingsfase og har brug for dygtige fagfolk, vi kan stole på. Du skal kunne arbejde selvstændigt og lede projekter, men vi løfter altid opgaverne i fællesskab som et team. Vi sørger for en grundig introduktion til vores arbejdsprocesser og giver dig gradvist mere ansvar i takt med din udvikling.
Arbejdstid og -sted er fleksibelt, men som udgangspunkt regnes der med en hybrid arbejdsplads med en 4-5 dages arbejdsuge, hvoraf mindst 3 dage er på kontoret. Dette kan selvfølgelig tilpasses efter behov og ønsker. Opstart hurtigst muligt efter afholdelse af samtaler.
Du vil få en kontorplads i et lille, livligt kontormiljø på Amager, et stenkast fra Kløvermarken, med adgang til modelværksted med bl.a. 3D-printer, CNC-fræser og bordtennisbord. Vi tilbyder et fleksibelt og uformelt arbejdsmiljø med en fri og venskabelig tone.
OM OS
Holst Engineering er et kreativt ingeniørfirma inden for design af bærende konstruktioner. Vi har mange spændende opgaver forude og søger derfor en detaljeorienteret og ansvarlig konstruktionsingeniør til at hjælpe med opgaver inden for konstruktionsdesign i forskellig skala.