Erhvervsdirektør til Business Horsens
Horsens kommune har i dag succes som en fremadstormende vækstkommune. Drømmer du om at være med til at rykke Horsens endnu mere på erhvervsfronten de kommende år? Så er det måske dig, der skal stå i spidsen for udvikling og innovation i Horsens’ erhvervsliv som den nye erhvervsdirektør i Business Horsens!
Katalysator for udvikling og innovation i Horsens og omegn
Business Horsens er en uafhængig erhvervs- og brancheorganisation, der arbejder for at profilere og udvikle erhvervslivet i Horsens og omegn. Mere end 700 medlemmer drager nytter af organisationens ekspertise og kompetente rådgivning, når det kommer til synlighed, organisationsudvikling, innovation og vækst.
Med et særligt fokus på at understøtte medlemmerne vedrørende bl.a. bæredygtighed og digitalisering leder Business Horsens efter en erhvervsdirektør, som har kompetencerne og ambitionerne til at varetage følgende ansvarsområder og arbejdsopgaver:
- Profilere Business Horsens som en attraktiv samarbejdspartner og sikre, at organisationen understøtter og tiltrækker udvikling, iværksætteri og virksomheder til Horsens Kommune
- Drive og udvikle salg og markedsføring af organisationen med henblik på at udvide medlemspotentialet
- Motiverende, anerkendende og helhedsorienteret ledelse af organisationen
- Udarbejde strategi og årsplaner med udgangspunkt i Horsens Kommunes Erhvervsstrategi 2023 og Erhvervshandleplan 2023
- Være aktiv i relevante lokale netværk
- Deltage i bestyrelsesmøder og ledergruppemøder
- Budgettering og løbende rapportering til bestyrelsen
Du får base på kontoret i hjertet af Horsens, hvor du fra 10. etage får glæde af det smukke udsyn over byen. Du refererer til bestyrelsesformand, Maj Britt Borchert.