23948sdkhjf

Jørgen Bomberg i Råt for usødet: ”Hvilke politikere vil sikre et digitalt værktøj til ensartet beregning af registreringsafgiften?”

Hvor underligt det end kan forekomme, findes der i vores moderne digitaliserede verden ikke et konkret værktøj, der kan beregne registreringsafgiften. Derfor ender fastsættelsen af registreringsafgiften ofte med tvister mellem bilforhandler og Motorstyrelsen.

Den danske statskasse modtager i omegnen af 18 mia. kroner årligt fra registreringsafgifter. En ikke uvæsentlig del af disse kommer fra brugt-importerede køretøjer eller tidligere leasingkøretøjer, der skal fuldt afgiftsberigtiges. På trods af, at der ikke er tale om økonomiske pebernødder, findes der i vores moderne digitaliserede verden ikke et konkret værktøj, der kan beregne registreringsafgiften, hvorfor det alt for ofte ender i tvister mellem en bilforhandler, der er selvanmelder og Motorstyrelsen.

Jamen, er Estimatic som Motorstyrelsen indførte i 2020 ikke et digitalt værktøj, kan man vel så berettiget spørge. Jo det er det, og det er et godt værktøj, men i sin nuværende version udelukkende til beregning af handelsværdi, som blot er det ene af to parametre, der skal anvendes i fastsættelse af registreringsafgiften for brugte køretøjer.

Når det kommer til et andet vigtigt parameter nemlig den ”markedsdannende nypris,” så er der tale om en helt anden verden - vel at mærke en verden, hvor der nærmest hersker anarki og hvor Motorstyrelsens fortolkning af begrebet ”markedsdannende nypris” efter Dansk Bilforhandler Unions mening står i stærk modsætning til SKAT’s juridiske vejledning vedrørende afgiftsberegning.

Ser vi på SKAT’s juridiske vejledning 2022-2 afsnit I.A.1.5.3.1.2 version 3.9 udgivet 1. august 2022 vedrørende Personbiler og Motorcykler, står der følgende om punktet oprindelig nypris.

”Udgangspunktet for den oprindelige nypris er standardprisen, eller den pris der kan siges at have været markedsdannende for det pågældende køretøj på det tidspunkt, køretøjet var nyt, dvs. køretøjets oprindelige nypris inklusive afgiftspligtigt udstyr og registreringsafgift. Den markedsdannende pris er typisk en gennemsnitspris mellem standardprisen og mindstebeskatningsprisen, eller en pris, der ligger mellem mindsteprisen og standardprisen.”

Motorstyrelsen tilsidesætter enhver logik

Selv om det i min optik står relativt klart og tydeligt i teksten, at den markedsdannende pris udgøres af et gennemsnit af, eller et sted mellem, mindstebeskatningsprisen og standardprisen, så oplever vi i DBFU en klar tendens til, at Motorstyrelsen i pristjeksager regulerer den angivne markedsdannende pris til selve standardprisen, eller det, som det standardprisen reelt er, nemlig vejledende udsalgspris, med urimelige og i DBFU’s optik fejlagtige afgiftsreguleringer som resultat.

Som DBFU oplever det, tilsidesætter Motorstyrelsen enhver logik for beregning af markedsdannende pris, når standardprisen = vejledende udsalgspris, lægges til grund for markedsdannende pris.

Kigger vi f.eks. tre år tilbage, blev der i 2019 nyregistreret 1.178 stk. Skoda Superb. Af disse blev 92 stk. svarende til 7,8% af det samlede salg solgt til private forbrugere. 213 stk. svarende til 18,1% blev solgt til erhvervskunder og resten, altså 873 stk. svarende til 74,1%, blev solgt til leasingselskaber.

Med Motorstyrelsens logik om at standardpris og markedsdannende pris er den samme, udgør 7,8% altså den reelle gennemsnitlige markedspris, hvis man vel og mærke forestiller sig alle er solgt til fuld listepris, hvilket næppe er tilfældet.

Koster en Opel 320.000 eller 546.000 kr.?

I et andet og konkret tilfælde om en tidligere dansk leaset Opel Insignia 1,6 CDTi fra 2016, har en forhandler fået en afgiftsregulering på baggrund af en tilsidesat oprindelige nypris jævnført DMR på 320.863 kr. som Motorstyrelsen har reguleret til 546.100 kr. baseret på standardprisen i 2016. I 2016 blev der i øvrigt nyregistreret 867 stk. Opel Insignia i Danmark, 56 stk. altså knap 6,5% af disse til private kunder og næppe nogle af disse til fuld listepris.

At den juridiske vejledning overhovedet henviser til standardpriser, der vel at mærke ikke er tilgængelige, for den store del af autobranchen, der ikke er mærkeforhandlere, kan undre.

Hvordan standardpriser tilsyneladende på en gang kan være hemmelige for dele af branchen og samtidigt kan anvendes som dokumentation af myndigheder, kan man kun gisne om, men det klæder ikke et retssamfund, at skabe uens vilkår for adgang til data der bruges til beregning af statslige afgifter.

Så nu, hvor et folketingsvalg nærmer sig, er spørgsmålet, hvem er de ansvarlige politikere, der vil sikre Motorstyrelsen og autobranchen et værktøj, så vi kan få ensartet beregning af registreringsafgiften til glæde for alle parter?

”Hvordan standardpriser tilsyneladende på en gang kan være hemmelige for dele af branchen og samtidigt kan anvendes som dokumentation af myndigheder, kan man kun gisne om, men det klæder ikke et retssamfund, at skabe uens vilkår for adgang til data der bruges til beregning af statslige afgifter.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.198