På jagt efter en kommende klassiker? Motorsport sender værdien i vejret
Det er umuligt at sætte en fast formel for, hvad der får klassiske biler til at stige i værdi. Så med mindre du har Simon Spies’ Cadillac på hånden til en lav pris, er du bedst tjent med at droppe kriteriet om tidligere celebert ejerskab og i stedet retter blikket mod biler der stiger, fordi de har tæt forbindelse til motorsport.
Englændernes ordsprog: “Win on Sunday – sell on Monday” gælder stadig på klassikermarkedet for bilmærker som Porsche, BMW og Ford blandt de mest iøjnefaldende eksempler. Men hvis det er for let at sigte efter 911, M3 eller Lotus Cortina – hvor kigger man så hen?
En af de danske eksperter med fingeren på prispulsen er redaktør på Retro-Revyen og redaktionschef på Bil Magasinet Frederik T. Frey.
Frey – hvad er den uslebne diamant blandt klassiske biler?
- Jeg har gjort det til mit mantra, at man aldrig skal købe en klassisk bil alene i den forventning, at den skal stige i værdi. I det tilfælde, at den ikke stiger, vil parløbet få en bitter smag. Køb derfor en bil, du gerne vil køre i, men tjek, om der er en variant eller version, der har bedre chancer end de øvrige for positiv prisudvikling.
Jeg har gjort det til mit mantra, at man aldrig skal købe en klassisk bil alene i den forventning, at den skal stige i værdi. Frederik T. Frey, redaktør, Retro-Revyen
Er der mærker med fyldig motorsportshistorie, som er overset?
- Et mærke som Opel har med flere af deres modeller fra 1960’erne op til 1990’erne længe været i dvale og stået i skyggen af blandt andre konkurrenterne fra Ford. Men inden for de seneste år har modeller som Rekord, Commodore, GT, Manta og Calibra oplevet gunstige vinde på klassikermarkedet – det udmønter sig generelt, men særligt på de sporty varianter og dem med motorsportsforbindelser.
- I Rekord/Commodore-familien er det Rekord C- og Commodore A-generationen fra midt-1960’erne til start-1970’erne, der er mest eftertragtet.
- Den racer, flest husker, er Anatole Lapines sort/gule "Schwarze Witwe" – Opels giftige gule enke med blandt andre Erich Bitter og Niki Lauda – ja, dén Lauda - bag rattet. Bilen var en 4-cylindret Rekord C 1900 og altså ikke en 6-cylindret Commodore A. Disse biler er hverken de ældste eller de yngste generationer, men er fra den periode, hvor Opel satsede og oplevede stor succes med bilerne i standardvognsracing – det samme er tilfældet for sportsvognen Opel GT, der i sin samtid havde egen løbsserie og ligeledes i disse år er stigende i værdi.
Gælder det for alle biler, der dufter af motorsport?
- Jeg lægger hovedet på (motor)blokken og udbryder et rungende ja!
- På Retro-Revyen er vi i besiddelse af data, der bekræfter, at den velformede Opel Calibra fra 1990’erne pt. nyder godt af stigende priser. Og godt nok fandtes der racerbiler i den tyske DTM-motorsportsserie, som lignende Calibraer, men på daværende tidspunkt var bilerne reelt avancerede silhuet-racerbiler, der under de genkendelige, omend voluminøse, karrosserier nærmest intet havde tilfælles med gadebilerne.
Berømte danske Opel-racerbiler
- Opel Kadett B Coupé: Blev kørt af bl.a. Gunnar Henriksen - kælenavnet var bare "Vognmanden"
- Opel Manta: Vild SSC-bil bygget og kørt af Per Monsson
- Opel Commodore GS/E: Gruppe 1-bil og -vinder kørt af Steen E. Mikkelsen
- Opel Kadett C Coupé: SSC-bil kørt af Preben Jessen
- Opel Kadett B Coupé: Kørt i klassisk motorsport af Tommy Kjær
Hvorfor er det vigtigt, at racerbilerne ligner “rigtige” biler?
- Det gør det nemmere at sælge gadebilerne, når racerne synliggør forbindelsen mellem landevej og racerbane… også selv om flere af racerbilerne i nogle tilfælde har mere tilfælles med rumskibe.
Helt så simpelt kan det vel ikke være?
- Naturligvis er der undtagelser, der bekræfter enhver regel – og med udgangspunkt i Opel er Omega-modellen lige til højrebenet/speederfoden. A-generationen, der var i produktion fra 1986-1994, har varianter med motorsportshistorie på dåbsattesten. Opel Omega 3000 Evolution 500 er en såkaldt homologeringsbil, hvilket er en gadebil, der med udvalgte modifikationer over de mere jævne varianter og version skal bane vejen for en racerbil med flere lighedstræk – verdens måske nok bedst kendte homologeringsbil er BMW M3 i den første E30-generation.
- I Opel Omegas tilfælde er den mest kostbare variant ikke den hæderkronede Evo 500-variant med motorsportsforbindelse, men derimod den ekstreme fabriksbyggede Frankenstein-Omega med stumper fra General Motors Greatest Hits-hylder og navnet Opel Lotus Omega. Selv om navnet Lotus dufter af banesport, har den voldsomme biturbo-Omega med Corvette-gearkasse ikke set mange ternede flag ved målstregen.
Er der andre faktorer, som kan drive interessen og priserne op?
- Uden tvivl, og i Opels tilfælde vover jeg mig ud på en smule dybt vand, når jeg påstår, at det nuværende ejerskab, først af PSA siden af Stellantis, påvirker værdien på de klassiske, tyske Opeler. Alle med bare en smule historisk forståelse kan gennemskue, at tiden hvor Opel producerede mere eller mindre unikke biler for længst er ovre.
- Moderne biler med “lyn-logoet” er metervare-modeller, der har søster-, brødre- og fætter-modeller med ens mekanik hos en sand armada af mærker under Stellantis-paraplyen. Det giver god mening ud fra et effektiviserings- og produktionsmæssigt synspunkt. Men folk med højoktan i årerne tiltrækkes ofte af en tydelig identitet og mekaniske kendetegn. Og dén slags Opeler bliver der ikke konstrueret flere af lige foreløbigt, så entusiasterne må alle fiske i den samme sø af historiske modeller – simpel udbud og efterspørgsel.
