23948sdkhjf

Kun nummer 16 i Ungarn - men Magnussen ser fremad efter skuffelse

Kevin Magnussen blev tidligt i Ungarns grandprix tvunget i pit og endte som nummer 16. Danskeren kan dog få øje på lyspunkter.

Det gik ned ad bakke fra første omgang for Kevin Magnussen i Ungarns Formel 1-grandprix.

Danskeren sprang ellers tre pladser frem til at starte med, men efter en berøring med en anden bil blev han tvunget i pit for at få skiftet en beskadiget frontvinge.

Det sendte Magnussen tilbage som bageste mand, og danskeren brugte hele løbet i den tunge ende af feltet.

- Vores løb blev virkelig kompromitteret af at blive tvunget i pit. Jeg havde en lille smule kontakt med en af McLaren-bilerne i starten. Jeg kunne ikke undgå det, og det var ikke særligt slemt, så jeg var overrasket over at blive tvunget i pit, siger Magnussen i en pressemeddelelse fra Haas-holdet.

I forbindelse med udskiftningen af frontvingen fik Magnussen et sæt nye dæk på af den hårde variant. Det viste sig dog at være en dårlig beslutning.

De hårde dæk var ganske enkelt noget langsommere end ventet på Hungaroring-banen. Magnussen, der havde fået sin bil opgraderet forud for løbet i Ungarn, endte derfor med at slutte løbet på medium-dæk.

Det gav danskeren og Haas-holdet bedre muligheder for at se, hvordan den opdaterede bil opførte sig.

- Det var godt at få de hårde dæk af og køre nogle omgange med medium-dækkene. Det var positivt ud fra det synspunkt, at vi kunne få bilen på banen og med det samme lave nogle af de målinger, vi havde håbet på.

Det var godt at få de hårde dæk af og køre nogle omgange med medium-dækkene. Det var positivt ud fra det synspunkt, at vi kunne få bilen på banen og med det samme lave nogle af de målinger, vi havde håbet på. Kevin Magnussen, Formel 1-kører, Haas

- Der bliver meget arbejde med at få bedre omgangstider ud af det, og det kommer i løbet af de næste grandprixer. Det er nyt potentiale, der skal indfries, siger Magnussen, der forud for løbet heller ikke regnede med, at opdateringerne på bilen ville give afkast med det samme.

Magnussen må vente lidt med at komme i bilen igen. Formel 1 går nemlig nu på en fire uger lang sommerpause, inden sæsonen genoptages med Belgiens grandprix på Spa-banen 28. august.

Max Verstappen (Red Bull) vandt søndagens løb i Ungarn og fører nu VM-stillingen med 80 point ned til Charles Leclerc (Ferrari) på andenpladsen. Der resterer ni løb i 2022-sæsonen.

/ritzau/

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125