23948sdkhjf

Det skal du være opmærksom på, når du sælger en elbil

Med salg af biler med ledning skal man som sælger være opmærksom på de udfordringer, opladning af bilen giver kunden.

El- og hybridbiler fylder meget både hos forhandlere, hos kunder og i debatten i øvrigt. Det skorter ikke på opfordringer til at anskaffe et transportmiddel, som angiveligt er mere grønt end den traditionelle benzin- eller dieselbil.

Jeg skal ikke i dette indlæg gå ind i den ”grønne” debat, men derimod prøve at fokusere lidt på de særlige udfordringer, der kan være ved salg af den type biler. Der kan også være udfordringer for kunderne ved køb af dem – ved jeg af egen erfaring – men noget kan mindskes, hvis man som sælger også er i stand til at forventningsafstemme med kundernes behov.

Der er mange aspekter ved salg af el- og hybridbiler. Noget er selvfølgelig oplagt såsom rækkevidde og forbrug, men også valg af ladeløsninger kan indebære udfordringer – hvilket også er noget jeg selv har erfaret. Mange kunder er nok velorienterede, og har selv sat sig ind i mulighederne, men også i den situation skal man som sælger være vidende om produktet.

Vi har i ankenævnet tidligere set sager om bl.a. rækkevidde, som jeg også tidligere har beskrevet, men på det seneste har vi også set nogle sager, som vedrører opladning, og hvor det kan diskuteres om det overhovedet er noget, der vedrører bilen og sælgeren af bilen. Ofte tilbydes eller foreslås der en ladeløsning fra forhandleren, måske ud fra hans erfaring, men nok oftere ud fra hvilken udbyder han har aftale med.

Mangelfuld ladeløsning

Der har netop været en sag i ankenævnet, som omhandlede en ladeløsning til en konkret bil. Klager havde købt en næsten ny el-bil af en anerkendt model. Sælger var ikke mærkeforhandler, men dog mærkeværksted for det pågældende mærke. I forbindelse med købet fik klager tilbudt en ladeløsning gennem forhandlerens underleverandør, men kunden valgte imidlertid en anden løsning, som var noget billigere end den, forhandleren kunne tilbyde.

Kunden fik derfor installeret en ladeboks af en el-installatør, som selv kom i en el-bil, og hvor installationen virkede på hans bil. Imidlertid viste det sig meget hurtigt, at klager ikke kunne lade sin bil med den aktuelle installation, hvilket han klagede over til forhandleren.

Det viste sig så, at der åbenbart ikke var tilstrækkelig jordforbindelse, og at der derfor skulle bankes et længere jordspyd i jorden, en installation, som kostede ca 8.000 kr. ekstra. Sagen gik herefter på, at kunden krævede den udgift betalt af sælger, da han mente at sælger havde forsømt sin oplysningspligt ved ikke at oplyse, at denne bilmodel krævede en særlig installation. Det skal nævnes at med den ekstra udgift landede den samlede omkostning ca. på samme beløb, som den af sælger foreslåede løsning.

Nævnet lagde i afgørelsen vægt på at bilen ikke fejlede noget. Bilen kunne med den rette installation lade som den skulle, ligesom den også kunne lade på de offentligt tilgængelige ladestationer, og bilen var derfor ikke mangelfuld.

Spørgsmålet var så om der forelå en oplysningsmangel, altså om sælger skulle have oplyst køber om, at der skulle en særlig installation til for at lade netop denne model. Nævnet nåede frem til at sælger i forbindelse af handlen havde tilbudt en ladeløsning, som kunne lade bilen tilfredsstillende. Det forhold, at køber har valgt en anden ladeløsning, som krævede etablering af en ekstra jordforbindelse, kan ikke lægges sælger til last.

Nævnet fandt på den baggrund ikke, at sælger havde tilsidesat sin oplysningspligt. Det kan deraf også udledes, at man som køber selv bærer risikoen for, at man ved valg af ladeløsning får og giver de nødvendige oplysninger om bilmodellen. Jeg kan i den forbindelse tilføje, at min egen erfaring også er, at ladeleverandørerne selv specifikt efterspørger hvilken bilmodel, der skal leveres strøm til. Klager fik derfor ikke medhold.

Kun nødkabel fulgte med

Der har også været behandlet en sag med en lidt anden vinkel og med modsat udfald. En klager havde købt en pluginhybridbil, og i forbindelse med handlen blev der angiveligt ikke drøftet noget om installation af ladeboks.

Derimod medfulgte et ladekabel, som kunne benyttes i en almindelig stikkontakt, og som køber gik ud fra var tilstrækkeligt til opladning af hybridbilen.

Efterfølgende viste det sig, at dette kabel alene havde karakter af et nødladekabel, og at det ikke kunne eller måtte benyttes til opladning af bilen fuldt ud. Klager var derfor nødt til at få installeret en ladeboks, og den udgift krævede han godtgjort af sælger.

I denne sag fik køber delvis medhold, primært begrundet i, at den medfølgende ladeløsning ikke kunne benyttes lovligt til fuld opladning af bilen, og det burde sælger have oplyst køber om. Køber fik dog kun medhold i mindre omfang form af en mindre godtgørelse

Begge sager viser, at man som sælger af disse biltyper skal være ekstra opmærksom på kundens behov og forventninger. Men specielt den førstnævnte sag viser også, at en køber selv har en pligt til at sætte sig ind i forholdende, hvis han vælger noget andet end det tilbudte.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.095