DØDSFALD Journalist og forfatter Villy Poulsen, Odense, har parkeret sin motorcykel og er rejst herfra uden bagage. Han sov stille ind i sit hjem fredag den 25. marts efter længere tids sygdom.
Villy Poulsen, som blev 82 år, var kendt langt ud over landets grænser for sin viden om motorcykler og motorsport. Interessen for motorcykler havde han med sig fra sin barndom i Odense, hvor faderen, Marius Poulsen, drev en motorcykel-forretning med tilhørende værksted. De motoriserede cykler fangede hurtigt Villys interesse, og ligesom andre drenge på den tid samlede på frimærker og mønter, samlede han på motorcykel-brochurer, som han læste med samme iver, som kammeraterne læste Anders And. Det blev gennem livet til en samling på over 20.000 brochurer om forskellige motorcykler.