Nye elbildæk kræver mere plads: Sådan hjælper Bridgestone forhandlerne
Elbilerne er tunge, deres motorer er stærke, og rækkevidde er alt. Dét fordrer særlige dæk – ofte et specifikt dæk til hver enkelt bilmodel – og det kræver langt mere lagerplads hos den enkelte forhandler. Bridgestone satser nu yderligere på elbildæk og på at løse lagerudfordringen.
Af Flemming Haslund
INTERVIEW Men hvor skal jeg opbevare alle de dæk?
Dét er et af de helt centrale spørgsmål, som mange dækforhandlere og dækimportører stiller sig selv lige nu. Og når vi kigger ud over Danmarks grænser; sikkert også hos mange dækfabrikker.
For bilfabrikkernes krav til dæk til de nye elbiler bliver stadigt mere og mere specifikke med det resultat, at der skal være et helt bestemt dæk med helt bestemte specifikationer til hver enkelt ny model og ofte variant af en ny elbil.