23948sdkhjf

Nimbus genopstår som el-motorcykel på folkeaktier

Iværksætter Claus Støvlbæk Clausen forventer at samle og producere størstedelen af den nye retro-mc i Danmark.

RETRO-NOSTALGI Postvæsenet kørte på dem, militæret kørte på dem, og så godt som alle voksne danskere har hørt om Nimbus, der indtil 1959 blev produceret på Frederiksberg. Nu genopstår det over 100 år gamle nationalklenodie på to hjul som el-motorcykel. Iværksætter Claus Støvlbæk Clausen har erhvervet sig rettighederne til Nimbus og samlet et udviklingsteam. Han forventer at rulle den første retro-Nimbus i fornyet udgave på gaden allerede i 2023.

- Vi overfører alt det dna, den gamle motorcykel har, til den nye elmotorcykel, herunder robusthed og nem vedligeholdelse, siger Claus Støvlbæk Clausen, der er CCO hos Nimbus Motorcycles Danmark A/S, som blev stiftet i 2020 i Nordsjællandske Hørsholm.

De nye streger til en moderniseret udgave af "Hulebien" Type C fra 1934 bliver lige nu kridtet op af designvirksomheden 3Part, og godt 400 danskere har købt aktier for over tre millioner kroner som økonomisk startskud til projektet. Det skal nemlig være folkeeje som en slags crowdfunding.

Også Nimbus e-bikes på vej

Nimbus Motorcycles Danmark A/S har også en Nimbus e-mountainbike og en Nimbus e-ladcykel under udvikling for at kunne tilbyde et elektrisk produktprogram til hele familien.

Forventningen er pænt afkast til aktionærerne, selv om der ikke sælges mange el-motorcykler; i 2020 blev det blot til 18 eldrevne motorcykler ud af 3.700 solgte nye mc’er i Danmark.

- Det bliver en god forretning. En af forklaringerne til lavt salg kunne jo være, at andre motorcykelfabrikanter ikke har evnet at lave en rigtig flot designet elmotorcykel i retro-look, siger Claus Støvlbæk Clausen.

Han hæfter sig ved, at danskerne er modne til el-køretøjer, da elbilsalget er boomet, og at en række bil- og mc-mærker har lanceret moderniserede retro-modeller. Det gælder Morris, der under BMW er blevet til en ny Mini. Også Fiat 500 og VW Beetle blev lanceret som fornyede retrobiler, og på mc-siden er Triumph relanceret med nye udgaver af klassikerne Bonneville og Trident efter originalens betalingsstandsning i 1983. Triumph har i øvrigt en el-motorcykel på vej, ligesom også andre mc-mærker har bebudet el som drivmiddel i stedet for benzin, der efterhånden er i ’bad standing’ - for nu at blive i motorcykelbande terminologien.

I udviklingsarbejdet med den nye el-Nimbus skal især den karakteristiske trekantramme, oprindelig i fladjern, fra styret til bagaksel spille sammen med en batteri-drivlinje hentet i udlandet.

Målet er imidlertid, at mindst 80 procent af delene skal produceres helst i Danmark eller i Europa, ligesom samlingen forventes at foregå herhjemme. Nimbus’ens karakteristiske lyd fra den ventilklaprende motor bliver tilføjet elektronisk, udviklet af et IT-firma i Aarhus, så føreren kan vælge ekstern lyd eller blot i eget headset.

Den nye el-Nimbus skal selvfølgelig kunne fås med sidevogn - tilpasset nutiden med mobillader mv., der eventuelt vil kunne bruges til varekørsel. Med i vognen som bisidder har Claus Støvlbæk Clausen den tidligere danske custom mc-producent Uffe Lauge Jensen, der i 2012 solgte sit konkursramte motorcykelprojekt Lauge Jensen til Lego-arvingen Anders Kirk Johansen, der lukkede projektet ned i 2015.

Lad os håbe, det går bedre med det entusiastiske nye danske Nimbus-projekt.

Partnere i Nimbus-projektet

● Dansk Industri
● 3Part (Design)
● DIS A/S (Ingeniører)
● Deloitte (økonomisk rådgivning)
● Merkur Andelskasse (Pengeinstitut)
● Lundgrens Advokatpartnerskab (juridisk rådgivning)
● Mediac Agency ApS (Digital markedsføring)
● Clearhouse (Indløsningsaftale)
● Hartmann Schmidt Fotografi (Foto)

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078