23948sdkhjf

Mercedes indgiver protester efter dramatisk VM-afgørelse

Mercedes mener ikke, at afslutningen på sæsonens sidste Formel 1-grandprix blev afviklet efter bogen.
FORMEL 1 Mercedes måtte søndag se Red Bulls Max Verstappen snuppe VM-titlen i Formel 1, efter at hollænderen overhalede Lewis Hamilton på sidste omgang og vandt sæsonens sidste løb i Abu Dhabi.

Men afslutningen på løbet - og altså sæsonen - foregik ikke efter bogen.

Det mener Mercedes, der har indgivet to protester angående VM-afgørelsen til Det Internationale Motorsportsforbund (FIA), som står bag Formel 1.

Det skriver Formel 1 på Twitter.

Hamilton førte hele løbet og havde mod slutningen et komfortabelt forspring ned til Verstappen. Men efter en periode med safety car var hollænderen helt oppe bag Hamilton, da løbet blev givet frit igen på sidste omgang.

Verstappen havde friske dæk og overhalede nemt Hamilton, så det endte med dobbelt Red Bull-triumf.

Under safety car-perioden lå der fem biler mellem Verstappen og Hamilton, som var blevet overhalet med en omgang og derfor ikke var relevante i forhold til kampen om sejren.

Lige inden løbet blev givet frit, blev de fem biler bedt om at køre forbi Hamilton og safety car-bilen, så de to VM-duellanter ikke var adskilt af andre biler.

Men de andre biler, som lå længere tilbage og også var blevet overhalet med en omgang, blev ikke sendt forbi, hvilket ville have været normal procedure. Det er blandt andet den episode, Mercedes har indgivet en protest over.

Hvis alle overhalede biler skulle forbi - som reglerne som udgangspunkt dikterer - ville løbet nemlig ikke kunne blive givet frit inden sidste omgang, og så havde Verstappen ikke fået mulighed for at overhale Hamilton.

Den anden regel, som Mercedes mener ikke er blevet overholdt, omhandler overhalinger, mens en safety car er på banen. Det må man ikke.

Mercedes mener, at Max Verstappen kortvarigt var oppe på siden af Lewis Hamilton og foran briten, lige inden løbet blev givet frit.

Mercedes har ifølge flere medier ikke ønsket at uddybe begrundelsen for protesterne. Red Bull-chef Christian Horner siger ifølge mediet Autosport, at holdet er skuffet over protesterne, men at man stoler på FIA.

Kilde: Ritzau

Kommenter artiklen
Tip redaktionen
Udvalgte artikler

Send til en kollega

0.188