Offroader og erhvervsmand er ny i bestyrelsen for Auto IT
Bestyrelsen i Auto IT er blevet konstitueret og har fået en ny mand i Allan Henneberg, der ikke er bilforhandler, men ingeniør med hang til forretningsudvikling og eventyr på to og fire hjul.
BESTYRELSER Autobranchens IT-selskab, Auto IT - det er dem med AutoDesktop og biltorvet.dk - har udvidet bestyrelsen med en ny profil.
56-årige Allan Henneberg er fra Viborg og startede karrieren hos Bang og Olufsen som svagstrømsingeniør. Dengang i slut-80’erne var man lige begyndt at bruge robotter i industrien og det tænkte den unge Allan, han kunne gøre bedre, så han stiftede sine egne firmaer med fornavnet CIM, der lavede robotteknologi.