23948sdkhjf

Stigende priser på el og benzin giver højeste inflation i ti år

Priserne på elektricitet er steget 27 procent over det seneste år. Det er den højeste stigning siden 1981.

PRISER Det er blevet dyrere at leve for mange danskere det seneste år.

Forbrugerprisindekset, der måler inflationen i Danmark, steg i oktober med 3,0 procent sammenlignet med året før. En højere stigning er ikke set siden juli 2011.

Det oplyser Danmarks Statistik.

Indekset laves ved at se prisudviklingen på en lang række varer og tjenester - alt fra mælk til husleje, flyrejser og el.

Det seneste år er det primært priserne på el, benzin, diesel og gas, som trækker indekset i vejret.

For eksempel er priserne på el steget 26,7 procent over det seneste år. Det er den største prisstigning i 40 år. Samtidig er benzinpriserne den seneste periode gået i vejret.

Ifølge Arbejdernes Landsbank svarer de højere priser til, at en gennemsnitlig dansk familie skal bruge yderligere 13.700 kroner for at købe de samme varer og tjenester som for et år siden.

Hos Sydbank siger cheføkonom Søren Kristensen, at de højere priser hænger sammen med, at der er kommet fart på økonomien i verden efter de første coronanedlukninger sidste år.

- Det hænger sammen med, at både dansk og international økonomi er på rekordtid gået fra dyb krise til en buldrende økonomisk vækst.

- Den store efterspørgsel og perioder med nedlukninger har i fællesskab betydet højere priser over nærmest hele verden, siger han i en kommentar.

Søren Kristensen vurderer, at priserne meget vel kan fortsætte op de kommende måneder og give en inflation på op mod fire procent.

Han siger i samme ombæring, at det ikke er det værste tidspunkt i dansk økonomi, at priserne stiger.

- Efter pandemien har forbrugerne uhyggeligt store opsparinger. Det forventer vi vil sikre brændstof nok til, at forbrugerne på trods af stigende priser vil fortsætte med at skrue op for privatforbruget, siger han i en kommentar.

/ritzau/

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.141