23948sdkhjf

Autopilot kiksede måske - nu undersøges dødsulykke i Tesla

Efterforskning omfatter autopilotsystems rolle i over en halv snes ulykker eller uheld.

SELVKØRENDE Et statsligt agentur for færdselssikkerhed i USA gjorde det fredag klart, at det har indledt en efterforskning af en dødsulykke i New York den 26. juli, hvor en Tesla med en avanceret autopilot var involveret.

Ulykken blev omtalt i flere amerikanske medier, da den kan blive dyr for Elon Musk og Tesla-fabrikkerne.

En 52-årig mand, som var ved at skifte et punkteret dæk på en motorvej på Long Island blev dræbt, da han blev ramt af en Tesla.

Det tyske nyhedsbureau dpa skriver, at der på området herskede en "laissez faire" under Trump-administrationen, men at nationens øverste organ for færdselssikkerhed nu har gjort det klart over for Elon Musk, at "der er en ny sheriff i byen."

Efterforskningen omfatter også over en halv snes andre ulykke, hvor Teslaer med autopilot er pløjet ind i parkerede biler.

Den amerikanske myndighed for trafiksikkerhed, NHTSA, har dokumenteret mindst 11 ulykker siden 2018 med Teslas omdiskuterede autopilotsystem.

Det kom frem midt i august, hvor en undersøgelse af autopilotsystemet blev iværksat.

Tesla har selv beskrevet autopilotsystemet som et system, der trods navnet kræver et menneske bag rattet. Dermed kan Tesla heller ikke være en selvkørende bil.

Tesla-stifter Elon Musk har forsvaret systemet. Selskabet har tidligere også advaret om, at systemet stadig kræver "aktivt opsyn fra føreren".

Kritikere mener dog, at systemet for nemt bliver snydt af omgivelserne.

Undersøgelsen, der blev indledt midt i august, omfatter Tesla-modellerne  S, X, 3 og Y.

Tesla Model 3 var selskabets mest solgte i 2020 og samtidig den klart mest solgte elbil på verdensplan. Ifølge statistikbanken Statista blev der solgt omkring 365.000 af netop den model sidste år.

Det var over tre gange så mange som nummer to på listen, Wuling Hongguang Mini EV, som der blev solgt 119.000 udgaver af. I alt solgte Tesla i 2020 omkring en halv million elbiler.

/ritzau/Reuters

Kilde: /ritzau/

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109