23948sdkhjf

Rådgivere skal lægge en dæmper på motorvejsstøj

Gladsaxe, Furesø og foreningen Realdania har valgt rådgivere, der skal komme med bud på, hvordan man kan reducere støj fra motorveje

De to kommuner har nemlig nu så massive problemer med trafikstøj fra de motorveje, der gennemskærer begge kommuner, at det går ud over borgernes livskvalitet og måske også helbred.

Derfor har byplanlæggerne og Realdania sat to hold eksperter i gang med at indsamle viden, både fra ind- og udland, om mulighederne for at reducere generne af trafikstøj fra motorvejene.

Det ene hold, som består af eksperter fra Cowi, Urban Creators og Urban Power, skal undersøge, hvordan man kan skærme byen med støjreducerende tiltag tæt på motorvejen.

Det andet udgøres af Labland og 103 Rådgivende Ingeniører, skal undersøge, hvordan man kan lave støjfri oaser i den omkringliggende by.

Projektet koster 1,7 mio. kr. at gennemføre, hvoraf Gladsaxe og Furesø kommuner bidrager med henholdsvis 500.000 og 350.000 kr., mens Realdania støtter med 850.000 kr.

Mere kollektiv trafik

De mange store veje er blandt andet også en hindring for at udvikle nye boligområder og daginstitutioner.

- Den bedste løsning på udfordringerne med støj er selvfølgelig at skabe meget mere kollektiv transport, samkørsel og cyklisme.

Den bæredygtige transport er også afgørende for at reducere CO2-udledningen. Alt det arbejder vi målrettet med, siger Gladsaxes borgmester, Trine Græse (S), i en pressemeddelelse.

Men hun tilføjer, at trafikstøj nu er så stort et problem for mange mennesker, at de risikerer at blive syge af det.

- Så hvis vi ønsker, at der fortsat skal kunne bo mennesker i vores byer, bliver vi nødt til at stå på to ben i det her. Derfor ser jeg frem til, at vi nu får samlet den nyeste viden om løsninger, så vi for alvor kan gøre noget ved trafikstøjen, siger Trine Græse (S).

Inddrager eksperter

Projektet vil inddrage eksperter og aktører, som arbejder med gener og løsninger på trafikstøjen.

Det gælder for eksempel Vejdirektoratet, Miljøstyrelsen og en række vidensinstitutioner.

"De kan blandt andet hjælpe med den seneste viden om støjskærme støjdæmpende asfalt og de kan hjælpe med at afdække de juridiske, økonomiske og tekniske forudsætninger for at overdække motorvejene. Samtidig vil de tre projektejer også vende blikket mod udlandet", lyder det i pressemeddelelsen.

Skal have erfaringer frem

- Flere steder i udlandet findes der gode eksempler på, hvordan man har løst støjproblemerne ved at overdække motorveje og udvikle byerne hen over motorvejene. Det er de erfaringer og den viden, vi skal have frem, så vi kan sikre, at det fortsat er attraktivt at bo i vores byer. Vi har store arealer, hvor der ikke kan bo mennesker på grund af støj fra motorvejene eller hvor vores rekreative arealer og naturområder er støjbelastet, siger Furesøs borgmester Ole Bondo Christensen i pressemeddelelsen.

Økonomi en hindring

- Hidtil har vi ikke kunnet finde løsninger med en overbygning af motorvejen, som var mulige at realisere på grund af økonomien. Men hvis vi også begynder at regne på, hvad trafikstøjen koster på sundheden og manglende muligheder for at udvikle vores by og forringelse af vores natur og rekreative områder, bliver det et helt andet regnestykke, mener Furesøborgmesteren.

Hos Realdania siger projektchef Björn Emil Härtel Jensen, at der findes et stort "videns-hul" i forhold til at finde de gode løsninger på, hvordan vi kan vedligeholde og udvikle de byrum og friarealer, som er udfordret af støj.

- Løsninger, der samtidig kan være med til at understøtte udviklingen af en bæredygtige by, så andre udfordringer med klimatilpasning, CO2-reduktion og affald kan løses. Vi vil gerne støtte, at vi får samlet den viden, så hele Danmark kan få gavn af den udvikling, siger han.

Resultaterne af projektet forventes klar i 2022. 

Kommenter artiklen
Tip redaktionen
Udvalgte artikler

Send til en kollega

0.078