23948sdkhjf

Hurtigt voksende marked: 33 procent flere trailere på 10 år

Hver anden husejer har i dag en trailer, og delekonceptet Freetrailer har sat rekord i udlån af gratis trailere. Firmaet samarbejder nu også med Føtex og møbelhuset Ilva.

TRANSPORT Der bliver i stadig højere grad brug for anhængertræk på bilerne - og dermed også på det stigende antal elbiler. For antallet af trailere på vejene er eksploderet de seneste ti år, fordi danskerne har behov for trailertransport, viser tal fra Danmarks Statistik. Det fortæller delekonceptet Freetrailer, der stiller gratis trailerudlån til rådighed.

Antallet af trailere i danske husholdninger er de seneste ti år steget med 33 procent til 872.255 vogne. Alligevel oplever danske Freetrailer en massiv tilvækst af lånere. I løbet af de seneste 12 måneder har virksomheden haft over 550.000 trailerudlån i Danmark fordelt på blot 1900 trailere.

- Det er vores bedste periode til dato. Corona og de mange hjemsendelser til hus- og havearbejde har selvfølgelig betydet, at endnu flere mennesker har fået øjnene op for vores koncept, men den generelle trend, hvor både salg og udlejning af trailere over de seneste ti år er vækstet, er imponerende. Det understreger, at danskerne er et gør-det-selv-folk, og her er vi glade for at stå til rådighed, siger Philip Filipsen, administrerende direktør hos Freetrailer.

Nye partnerskaber

Til trods for det store sammenfald i både eje og leje af trailere spår direktøren ingen nedgang - tværtimod. Den deleøkonomiske virksomhed har således planer om at indgå flere partnerskaber i 2021.

Freetrailers forretningsmodel, med gratis trailere til forbrugerne, fungerer på grund af de partnerskaber, der bliver indgået med virksomheder over hele landet. Derfor er det også til flytteglade danskeres fordel, at Freetrailer netop har indgået samarbejder med både dagligvarekæden Føtex og møbelhuset Ilva.

- Når vores kunder har været på indkøb i et af vores møbelhuse, skal de ofte fragte temmelig store møbler hjem. Der er det helt oplagt, at vi nemt kan tilbyde gratis trailerlån. Det er en service til vores kunder, og samtidig er det helt i tråd med vores profil, hvor vi opfordrer os selv og danskerne til at træffe de mest miljørigtige valg. Et deleøkonomisk alternativ med trailerlån er et helt oplagt tilbud, siger René Flemming, der er salgs- og marketingdirektør hos ILVA.

Lås op med app 250 steder

Samarbejdet mellem Freetrailer og de to danske kæder udvider antallet af afhentningslokationer med knap 40 nye adresser over hele landet og bringer 114 nye trailere i spil til danske forbrugere. For Ilva gælder det 20 lokationer over hele landet med i alt 60 trailere til rådighed, mens Føtex stiller 54 trailere op ved 18 dagligvarehuse i Danmark. Totalt er der i Danmark Freetrailere på 250 afhentningssteder hos over 40 samarbejdspartnere såsom også XL, Bilka, Silvan mfl.

Brugerne kan kontaktfrit afhente trailere ved at bruge en app og mobiltelefonens bluetooth-forbindelse til at åbne trailerlåsen.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094