23948sdkhjf

Bilsalget er faldet 40 procent under nedlukningen

De danske bilforhandlere har generelt set solgt markant færre biler i starten af 2021 sammenlignet med sidste år.

Der blev i februar indregistreret 9912 biler, hvilket er 34 procent lavere end i samme måned sidste år, viser tal fra brancheorganisationen De Danske Bilimportører.

Januar bød også på et stort fald i salget, og samlet set er bilsalget faldet 40 procent i år sammenlignet med samme periode i 2020.

Nedlukning og nye regler

Ud over nedlukningen hænger det lave bilsalg sammen med, at der 18. december 2020 trådte nye afgifter i kraft.

Derfor valgte en del at fremrykke deres køb, og derfor er der ikke solgt helt så mange biler i år, som der ellers ville have gjort.

Sådan lyder vurderingen fra Louise Aggerstrøm Hansen, der er privatøkonom i Danske Bank.

- Mange, der gik med købstanker, har allerede foretaget deres bilkøb i 2020, og bilsalget i december var langt højere end normalt. For det andet bød starten af året på uro omkring det nye afgiftssystem, hvilket også kan have fået folk til at udskyde bilkøbet, siger hun i en kommentar.

Håber at indhente det tabte

Mandag må landets bilforhandlere igen have kundebesøg, da de er en del af genåbningen.

De Danske Bilimportørers direktør, Mads Rørvig, håber, at bilforhandlerne kan hente en del af det tabte salg.

- Med genåbningen af landets bilforhandlere er der udsigt til, at de danske bilforhandlere kan begynde at indhente vinterens tabte salg. Genåbningen sidste sommer viste, at kunderne vender hurtigt tilbage, når butikkerne får lov til at slå dørene op, siger han i en skriftlig kommentar.

/ritzau/

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109