23948sdkhjf

Kevin kæmpede forgæves

Kevin Magnussen bliver femmer i amerikansk debut. Bilen kæmpede med om sejren i 24 Hours of Daytona, indtil en punktering slukkede vinderhåbet.

MOTORSPORT Så tæt på og alligevel så langt fra.

Sådan må Kevin Magnussen have det efter sin debut i den amerikanske Imsa-serie.

I 24 Hours of Daytona - en slags amerikansk pendant til Le Mans - blev det til en femteplads for Magnussen og Chip Ganassi Racing-holdet.

Magnussens bil, som han delte med hollandske Renger van der Zande og Scott Dixon fra New Zealand, kæmpede med om sejren og lå nummer to, indtil en punktering med kun lidt over syv minutter tilbage ødelagde muligheden for sejr.Der var anden gang i løbet, bilen måtte i pit efter et havereret dæk. 

Starten gik klokken 21.40 dansk tid lørdag aften. Magnussen kom i bilen efter cirka to en halv time.

Danskeren lagde ud med en begynderfejl og glemte at sætte sin radio til, så han ikke kunne høre, at holdet gav ham lov til at køre ud af pitten.

Det blev der dog hurtigt rettet op på. Danskeren kom på banen og kørte bilen på førstepladsen. Føringen skiftede dog ofte i den meget tætte topstrid.

Kevin blev dog undervejs også tildelt en tidsstraf på 45 sekunder, da han under et pitstop satte bilen igang, før den måtte. 

Gyser afslutning

Renger van der Zande var den sidste mand i Cadillac-raceren søndag aften og holdt den inde i kampen om sejren helt til slut.

Med en lille time tilbage tog han førstepladsen. Van der Zande måtte en planmæssig tur i pit med lidt over en halv time tilbage. Det skulle andenpladsen dog også.

Stoppet sendte Magnussens bil ned på tredjepladsen, men lidt efter kørte de to forreste også i pit. Van der Zande nåede dog ikke foran den ene af de to, så han nu lå nummer to, en håndfuld sekunder bag brasilianske Filipe Albuquerque.

Der var dermed lagt op til en gyserafslutning. Hollænderen lod til at have mere fart i sine dæk end Albuquerque. Med et kvarter tilbage lagde van der Zande an til en overhaling, men Albuquerque holdt stand.

Hollænderen jagtede videre, men med lidt over syv minutter tilbage forduftede vinderchancen altså. Højre bagdæk punkterede, og van der Zande måtte køre i pit.

Så endte det med en femteplads og en spand kold vand i hovedet for Kevin Magnussens og co.

Danskerhold udgik

Det danske hold High Class Racing i LMP2-klassen - den næsthøjeste - med blandt andre Dennis Andersen og Anders Fjordbach i kører-teamet havde ikke en god weekend. Holdets bil udgik kort inde i løbet med en gearkasse, der var i stykker.

Det gik ikke ret meget bedre for Mikkel Jensen, hvis bil også havde problemer og måtte udgå med kun cirka en halv time tilbage.

To danskere stillede op i den laveste bil-klasse, GTD. Nicklas Nielsen blev nummer otte i klassen i sin Ferrari, mens Christina Nielsen i en Porsche blev nummer ti.

John Nielsen har som den eneste dansker taget den samlede sejr i 24 Hours of Daytona - det skete i 1988.

Der går næsten to måneder, før Imsa-seriens næste løb skal køres. Her gælder det 12 timer på Sebring International Raceway 20. marts.

Kilde: Ritzau

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.141