23948sdkhjf

DBFU utilfreds med aftale

Regeringens udsættelse for indbetaling af marts måneds registreringsafgift hjælper ikke bilforhandlerne eller de grønne biler, mener brugtvognsforhandlerne

BILAFGIFTER ”Regeringen forsøger at slukke en skovbrand med en 2 kg. Pulverslukker.”

Sådan lyder meldingen fra Dansk Bilforhandler Union (DBFU) som kommentar til den aftale, der skal forhindre at bilsalget går i står, indtil der er afklaring om de nye bilafgifter.

- Regeringens hjælpende hånd til bilforhandlerne, er en ubetydelig indsats i forhold til den reelle problemstilling. Regeringens tilbud gælder kun for marts – altså én måned. Det reelle problem er, at bilforhandlerne i op til 5½ måned skal betale 65 procent registreringsafgift på plugin-hybrider- og elbiler, der enten er afgiftsfri eller væsentlig billigere i registreringsafgift end de 65 procent, der opkræves. Udsættelsen af 1 måneds registreringsafgifter er derfor nærmest ingen hjælp, siger Jørgen Bomberg, direktør i DBFU.

Bilforhandlerne låner Skat penge

DBFU anfører, at en opkrævning af 65 procent registreringsafgift vil betyde, at bilforhandlerne først skal lægge ud for væsentligt større beløb i registreringsafgift, end der reelt skal indbetales. Dernæst kan bilforhandlerne - uagtet at såvel Motorstyrelsen, Skatteministeriet samt bilforhandlerne er vidende om denne overbetaling – først forvente at få den for meget indbetalte registreringsafgift tilbagebetalt fra sommeren 2021 - og erfaringsmæssigt helt op til 1 år efter indbetalingen.

Opkrævningen af 65 procent registreringsafgift er allerede i fuld gang på de ”grønne biler” solgt pr. d. 18. december 2020. Således er SKAT allerede i fuld gang med at ”låne penge hos bilforhandlerne” og vil, som det ser ud nu, fortsætte i januar, februar, april og maj 2021, og udsættelsen af afgiften alene omfatte marts.

Risiko for lukning af bilforhandlere

- Den nuværende administration og opkrævning af registreringsafgifter på Plugin-hybrider og elbiler lægger et urimeligt stort pres på bilforhandlernes likviditet, og vil for mange forhandlere løbe op i millionbeløb. I yderste konsekvens frygter Dansk Bilforhandler Union, at nogle forhandlere ikke vil have likviditet til at fortsætte driften, ligesom det kan medføre en opbremsning i salget af grønne biler, siger Jørgen Bomberg.

Alternativ løsning

Dansk Bilforhandler Union ser gerne, at der findes en bedre og mere håndterbar løsning på administrationen af registreringsafgifterne på grønne biler.

- Dansk Bilforhandler Union har allerede i december 2020 foreslået Skatteministeren alternative løsninger, f.eks. at man indtil Motorstyrelsen og det Digitale Motorregister er klar til at håndtere de nye bilafgifter, indbetaler registreringsafgifterne, som det var tilfældet indtil d. 18. december 2020. Alternativt kunne løsningen være helt at udskyde indbetaling af registreringsafgift indtil Motorstyrelsen og det Digitale Motorregister er klar - i øvrigt i lighed med visse indbetalinger af A-Skat og moms, lyder forslaget fra Jørgen Bomberg.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.187