23948sdkhjf

Topdanmark skærer værksteder fra

Ajour med de korte branchenyheder: Topdanmark går fra 3000 til 300 skadesreparatører // SKAD ændrer sine vedtægter // Softwareproblemer i ID.3 løst // Billigt elbil-lån i Danske Bank // Tesla udsteder nye aktier.

Topdanmark får fordelsværksteder

STRATEGISKIFTE Topdanmark har ifølge bladet Autobranchen meddelt, at man vil indføre såkaldte netværks-værksteder, hvortil man vil styre sine kunder hen. Dansk Bilbrancheråd fortæller, at Topdanmark vil nedsætte antallet af skadesreparatører fra nuværende 3000 til 300 for at skabe øget volumen og billigere indkøb. Men Topdanmark anfører, at hvis kunderne - bilejerne - insisterer, får de lov at benytte deres eget, faste værksted. Udmeldingen huer ikke Dansk Bilbrancheråd, der organiserer omkring 2000 værksteder, idet brancheforeningen netop indledte samarbejde med Topdanmark for cirka 10 år siden på grund af den mangeårige samarbejdspartner Trygs henvisning til sine såkaldte fordelsværksteder.

//

SKAD vedtager ændringer

FORENINGER Det blev besluttet på generalforsamlingen 18. november at vedtægtsfæste navnet Sammenslutningen af Køretøjsbyggere og Autoopretter i Danmark, der forkortes SKAD. Samtidig er det nu nedfældet i vedtægterne, at det skal være muligt at gennemføre en generalforsamling virtuelt, hvis omstændighederne ikke tillader fysisk fremmøde. Geografiske hensyn ved valg til bestyrelsen sættes fremover til side til fordel for rekruttering af de rigtige kompetencer, og endelig vedtog generalforsamlingen bestyrelsens forslag om at kunne optage associerede medlemmer med begrænset adgang til SKADs ydelser.

//

Softwareproblemer i ID.3 løst

TEKNOLOGI Volkswagen oplyser til Autonews Europe, at de biler der kører ud fra fabrikkerne nu, har fuldt funktionerende software. Ejerne de biler, der allerede er blevet leveret, skal et smut forbi et VW-værksted for at få firmware-opdateret bilen. En af de funktioner, der mangler at blive aktiveret, er det meget omtalte Augmented Reality-baserede head-up display, der viser navigationspile direkte på forruden. Opdateringen vil også aktivere App Connect-funktion og gøre det muligt fremover at opdatere bilerne Over The Air. Desuden giver opdateringen også mulighed for at bruge Apple CarPlay og Android Auto i Volkswagen ID.3. På trods af softwareproblemerne har ID.3’eren modtaget meget positive anmeldelser af de danske biljournalister - og formåede endda at vinde titlen som Årets Bil 2021 i Danmark i slutningen af november.

//

Billigt lån til køb af elbil

STØTTE Frem til 8. juni kan alle købe elbil billigt via Danske Bank. For at accelerere udviklingen mod mere klimavenlig transport lancerer landets største finansielle virksomhed særlige lånevilkår for finansiering af elbiler med nul procent i rente og reducerede stiftelsesomkostninger på 4500 kroner. Der er også mulighed for at tilvælge en forsikring gennem Danske Banks forsikringspartner, Tryg, hvor der kun betales miljøbidrag og afgift til staten de første tre måneder. Danske Bank har en målsætning om at bidrage til den bæredygtige omstilling af samfundet, hvilket omfatter et mål frem mod 2023 om at hjælpe med at bringe over 100 mia. kr. i spil til bæredygtig finansiering.

//

Tesla vil sælge flere aktier

FINANS Den amerikanske elbilsproducent Tesla har planer om at sælge aktier for op til 5 mia. dollar og har allieret sig med flere banker. Det vil ske til markedspris også kaldet "at-the-market". Det skriver Bloomberg. Det er tredje gang på ti måneder, at Tesla henter penge på aktiemarkedet. Selskabet drager dermed fordel af sin stigende aktiekurs, efter at Tesla står til at blive indlemmet i S&P 500-aktieindekset. I februar hentede Tesla 2 mia. dollar og 5 mia. dollar i september. Det er ikke fordi elbilsproducenten mangler likviditet. Der var ved udgangen af september 14,5 mia. dollar i likvider. Tesla er i øjeblikket ved at bygge to fabrikker i Austin, Texas, og en tæt på Berlin i Europa. Samtidig øger selskabet produktionen på sine eksisterende produktionsfaciliteter i Fremont, Californien, og i Shanghai. Tesla har en markedsværdi på 608 mia. dollar, og er siden nytår steget med knap 670 pct. Tesla-aktien falder i formarkedet tirsdag 2 pct. til 629 dollar. Aktien satte rekord mandag med en stigning på mere end 7 pct. til 641,76 dollar. Ritzau

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.082