23948sdkhjf

Mercedes kikser i pitten og smider dobbelttriumf

Kevin Magnussen (Haas) endte nok en gang i den tunge ende af feltet i søndagens Formel 1-grandprix, der fik en overraskende vinder.

FORMEL 1 Det lignede længe en solstrålehistorie for Mercedes i søndagens Formel 1-grandprix i Bahrain. Og med reservekøren George Russel, som en suveræn vinder.

Men det endte med et mareridt, hvor en mulig dobbelttriumf blev smidt væk i pitten med den ene brøler efter den anden.

Sergio Perez (Racing Point) vandt overraskende løbet efter en dramatisk slutfase. Det var første gang i karrieren for Perez, at han kunne stå øverst på sejrspodiet i et Formel 1-løb.

Perez udnyttede, at Mercedes leverede nogle gigantiske bommerter i pitten med begge sine kørere, George Russell og Valtteri Bottas, som lå nummer et og to inden fejlene.

Mercedes mente tilsyneladende, at der skulle tilføjes noget spænding i løbet, da begge kørere under en safty car blev kaldt ind til et ellers noget unødvendigt dækskifte. Russel fik to blandede sæt dæk på – to af sine egne og to af Bottas’ dæk. Ikke nok med, at det kostede dyrebare sekunder; Russell måtte tilmed tilbage i pitten og få nye dæk  på og Bottas måtte afslutte løbet på sine slidte hard-dæk.

Russel havde erstattet Mercedes-stjernekører Lewis Hamilton, der var ude på grund af en positiv coronatest. Hamilton har allerde sikret sig sin syvdende VM-titel.

Det havde givet Russell chancen, og den var han ved at udnytte, hvis ikke pitten havde drillet vikaren, som endte nier lige bagved Bottas.

Russell var faktisk ved at køre sig tæt på førstepladsen efter Mercedes' pitstop-kiks. Men en punktering sendte ham igen helt ned i bunden af feltet efter endnu et pitstop.

Russell endte dog i pointene for første gang i karrieren, men det var en ringe trøst for Mercedes-debutanten.

Mexikansk triumf

Mens det blev en fiasko for Mercedes, endte det som en overraskende triumf for Perez.

Mexicaneren havde kørt sig op helt nede bagfra, hvor han på et tidspunkt lå nummer 18 og sidst af de fortsat deltagende kørere. Men Perez kunne pludselig køre sig i front og snuppe sejren.

På første omgang udgik både Charles Leclerc (Ferrrari) og Max Verstappen (Red Bull), men Perez slap med nød og næppe at udgå og kunne i stedet indlede jagten helt fra bunden.

Magnussen igen i den tunge ende

Den danske racerkører Kevin Magnussen (Haas) blev nummer 15 uden at være en faktor over de 87 omgange.

Reserven Pietro Fittipaldi havde fået pladsen som den anden Haas-kører, da Romain Grosjean udgik efter en voldsom ulykke for en uge siden og ikke får flere løb i år.

Fittipaldi kunne dog ikke udrette det helt store for Haas og sluttede på sidstepladsen af de 17 kørere, der gennemførte.

Der resterer et enkelt Formel 1-løb i denne sæson, og dermed kun et løb tilbage for Kevin Magnussen. Løbet køres næste weekend i Abu Dhabi.

Lewis Hamilton er allerede verdensmester og Mercedes konstruktørmester, mens Red Bull-køreren Max Verstappen i teorien kan nå at indhente Valtteri Bottas på andenpladsen. 16 point adskiller de to.

Der er også spænding om andenpaldsen i konstruktørmesterskabet. Her har Racing Point nu 194 point, McLaren 184 og Renualt 172. 

Kilde: Ritzau

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.19