23948sdkhjf

F&P løfter pegefingeren over for medlemmerne

Forsikring & Pension har præciseret over for forsikringsselskaberne, at priser indtastet i Autotaks skal være godkendt af både værksted og forsikringsselskab.

FAIRNESS Brancheforeningen Bilbranchen blev for nyligt kontaktet af et medlemsværksted, der ikke havde været i stand til at indgå en aftale om priser på skadesarbejde med et forsikringsselskab. Alligevel valgte forsikringsselskabet at angive de priser i systemet for skadesopgørelse, Autotaks, som selskabet havde spillet ud med, men som Bilbranchens medlem ikke kunne godkende.

Efter en henvendelse fra Bilbranchen har Forsikring & Pension nu præciseret over for alle forsikringsselskaberne, at priser indtastet i Autotaks skal være godkendt af både værksted og forsikringsselskab.

Underdirektør i Forsikring & Pension, Maria Clausen, siger, at det er helt afgørende for brancheforeningen, at der er tillid til Autotaks-systemets data.

- Vi står altid vagt om de data, der ligger til grund for skadesopgørelsen. Autotaks skal bruges til at lave korrekte skadesopgørelser baseret på data fra bilfabrikanterne og på de underliggende samarbejdsaftaler mellem reparatører og forsikringsselskaber. Det er derfor afgørende, at det kun er de aftaler, som er indgået mellem parterne, som ligger til grund for de timepriser, der anvendes i Autotaks, siger Maria Clausen.

Hun understreger, at Forsikring & Pension ikke blander sig i forhandlinger mellem forsikringsselskaberne og reparatørerne.

- Som i alle forhandlingssituationer kan der opstå uenighed. Den uenighed skal blot ikke håndteres i Autotaks men skal afklares parterne imellem ved forhandlingsbordet. Det er vigtigt at huske på, at under hele dette forhandlingssystem står hensynet til forbrugerne højest, siger Maria Clausen.

Autotaks er skadesopgørelsessystemet, der binder forsikringsselskaber og bilværksteder sammen i dagligdagen, når der skal indgås aftale om udbedring af individuelle reparationer på skadede biler. Alle tider, materialepriser og reservedelspriser i systemet er til enhver tid vejledende, men styres typisk af prisaftaler mellem de enkelte værksteder og forsikringsselskaber.

Reaktion vækker glæde

Det glæder Bilbranchens direktør, Thomas Møller Sørensen, at der nu er kommet ekstra klarhed om angivelsen af priserne i Autotaks.

- Vi glæder os i Bilbranchen over, at Forsikring & Pension har reageret prompte i situationen og har meldt klart ud over for deres medlemmer, at der kun skal være priser i systemet, som begge parter har godkendt. Autotaks skal være et system til forhandling og samarbejde mellem de to parter, og skal ikke anvendes som pressionsmiddel i en forhandlingssituation, siger Thomas Møller Sørensen.

Bilbranchen vil i den kommende tid følge udviklingen i den principielle sag tæt.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11