23948sdkhjf

Intopit på opkøb i Østjylland

Auto Test I/S i Harlev i det østjyske bliver en del af Intopit, som dermed kommer op på 32 værksteder.

OVERRTAGELSE Auto Test I/S i Harlev bliver en del af Intopit A/S, der ejer intopit Leasing ApS og værkstedskæden Intopit Carservice A/S. Med opkøbet styrker Intopit Carservice sin position på bilservicemarkedet og kommer endnu tættere på vigtige erhvervskunder i Østjylland. Det skriver selskabet i en pressemeddelelse.

For Svend Leth Jensen, der har drevet værkstedet i 45 år, er opkøbet ikke et farvel men derimod en ny begyndelse.

I mere end 45 år har Svend Leth Jensen drevet værkstedet på Lilleringvej i Harlev, og overvejelser om at sælge livsværket har været svære og lange. Selvom han kan se tilbage på et helt arbejdsliv med stolthed over det, han har opbygget, havde han faktisk slet ikke lyst til at gå på pension. Et tilbud fra In-topit Carservice, der handlede om mere end bare penge og jura, banede vejen for en aftale begge parter er yderst tilfredse med.

- Jeg har fået flere tilbud fra interesserede købere de senere år, men ikke noget der har føltes helt rigtigt. Først og fremmest ville jeg gerne sikre mig, at mine mange trofaste kunder ikke endte med dårligere service til højere priser. Og hvis jeg skal være helt ærlig, så var det værste, at jeg slet ikke kunne se mig selv hjemme på sofaen med benene oppe og uden udsigt til motorolie på fingrene. At valget er faldet på Intopit Carservice, skyldes dels, at vi deler værdier og kundesyn - og dels at de hurtigt fangede, hvor skoen klemte. Jeg er meget glad for den aftale, vi har forhandlet på plads. Det betyder, at jeg nu, med ro i sindet, kan se fremad uden at skulle bekymre mig om, hvad fremtiden bringer for mine kunder eller for mig selv, siger Svend Leth Jensen.

Om Intopit

Intopit A/S består af Intopit Leasing ApS og værkstedskæden Intopit Carservice A/S og er ejet af AC Group A/S. Intopit Carservice er en uafhængig værkstedskæde, som består af 32 moderne værksteder strategisk placeret i hele Danmark og beskæftiger omkring 200 medarbejdere, der primært servicerer erhvervskunder 24-7. Derudover samarbejder kæden med 88 værksteder landet over

Tilgang af Østjydske kunder

Intopit oplyser, at der opleves stor tilgang af erhvervskunder fra Aarhus-området, og at der derfor er behov for at komme endnu tættere på dem. Direktør Magne Jakobsen er derfor også yderst tilfreds med aftalen, der sikrer værkstedskæden en attraktiv beliggenhed.

Værkstedet skal både bruges til lokal service og til klargøring af intopit biler til hele Østjylland. For kunder ne er det dog kun logoet på døren, der ændrer sig.

- Vi kunne jo mærke, at Svend havde svært ved at slippe kunderne, og det var helt uden tøven, at vi tilbød ham livslang ansættelse. Det er en kæmpe gevinst for os, at han bliver, for vi har ingen interesse i at ændre på noget, der fungerer godt. Når vi overtager værkstedet fra nytår, vil Auto Test-kunderne derfor stadig få den service og de priser, de er vant til, og ikke mindst vil Svend stadig være her - lige så længe han selv har lyst, siger Magne Jakobsen. 

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078