JUBILÆUM For hundrede år siden i 1920 blev der indregistreret 11.594 biler i Danmark - heraf 3.320 i København. I dag kører der små 2,6 millioner biler rundt på de danske veje.
Det er i disse uger også hundrede år siden, at Danmarks ældste sammenslutning af mekanikere blev stiftet; Københavns Automekaniker Laug, der i morgen, lørdag den 28. november, kan fejre sit 100 års jubilæum. Dermed er lauget også det ældste i den danske autobranche.