23948sdkhjf

Gearkassen gav Kevin hovedpine

Kevin Magnussen fik flere problemer med gearkassen, end han havde haft lørdag, og det kom til at gøre ondt.

FORMEL 1 I kvalifikationen til Formel 1-grandprixet på Imola-banen havde Kevin Magnussen problemer med Haas-racerens gear på langsiderne.

I søndagens løb var problemet vokset til at gælde overalt på banen, og det endte med at sende danskeren ud af løbet før tid med en kraftig hovedpine.

På det tidspunkt lå han sidst af alle tilbageværende kørere efter en kollision med Sebastian Vettel (Ferrari) på første omgang efter en superstart.

- Vi havde et gearkasseproblem i alle sving og på alle omgange, så vi tabte en masse tid, og hver gang jeg skiftede opad i gearene, gik det langsomt og gav et kæmpe ryk i bilen.

- Når man har kørt 40 omgange med det, får man ondt i hovedet. Teamet kaldte mig ind, for da havde vi alligevel ikke noget at kæmpe for, siger Kevin Magnussen til TV3+.

Han fik ellers endnu en gang en flyvende start og kørte sig helt op på 13.-pladsen på første omgang.

Men lige efter kulminationen på avancementet, ramte han og Vettel hinanden.

Danskerens bil tog en tur rundt om sig selv og kørte af banen, og selv om Magnussen fik den ud på asfalten igen, var den beskadiget.

Efterhånden som det meste af feltet kørte ind til dækskift før danskeren, kom han helt op på ottendepladsen. Men det var en stakket frist, for efter at han selv havde skiftet dæk, lå han nummer sidst af alle tilbageværende kørere.

Og da den udfordrede og beskadigede bil fortsat gav kraftige ryk i forbindelse med gearskift, tog danskerens hovedpine til.

- Jeg får hovedpine af at skifte gear, sagde Magnussen på 46. omgang.

Og da han blev spurgt, om han ville stoppe, svarede han:

- Mit job er ikke at stoppe. Men det gør ondt.

Han kæmpede med den i et par omgange mere, før teamet kaldte ham ind til endegyldigt stop, da de forreste biler var ude på 49. af de 63 omgange.

- Det var selvfølgelig ærgerligt, for der var ellers rigtig god fart i bilen. Men efter at jeg blev ramt af Vettel i starten, var det reelt slut derfra, siger Kevin Magnussen til TV3+.

Magnussens teamkollega Romain Grosjean sluttede på 14.-pladsen.

Lewis Hamilton vandt foran Mercedes-kollega Valtteri Bottas.

Mercedes sikrede sig dermed konstruktørernes VM-titel for syvende gang i træk, og Hamilton er ganske få point fra at genvinde sin VM-titel.

Før sæsonens fjerdesidste løb har han 85 point flere end Bottas i kørernes tabel.

Kilde: Ritzau

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.172