23948sdkhjf

Dansk støtte til flere batteri-patenter

Antallet af patentansøgninger inden for batteriteknologi er rekordstor - og Asien fører klart. Prisen på elbil-batterier er faldet 90 procent på 10 år.

OPFINDELSER Batterier skal holde længere, veje mindre og være billigere i indsatsen for grøn omstilling. Derfor har mange virksomheder og forskningsinstitutioner kastet sig ind i kapløbet om at udvikle bedre batteriteknologi. Det kan blandt andet ses på antallet af nye patentansøgninger inden for batterier og opbevaring af elektricitet, der er steget med 14 procent årligt fra 2005 til 2018, viser et nyt studie fra Det Europæiske Patentkontor (EPO) og Det Internationale Energiagentur (IEA).

Bedre og billigere batterier er afgørende for, at flere vil få mulighed for at købe en elbil og for alvor sætte gang i den grønne transport. Studiet viser blandt andet, at den stærke udvikling af batterier, og anden opbevaring af elektricitet, har gjort teknologien mere moden og medført en masseproduktion, der har sænket priserne på fx batterier til elbiler med 90 procent siden 2010. Fortsætter den udvikling, vil det gavne danske forbrugere og virksomheder med behov for elektriske produkter, samtidig med at det i endnu højere grad vil bidrage til den grønne omstilling, vurderer Patent- og Varemærkestyrelsen i Danmark.

Asien i førersædet


Styrelsen oplyser, at størstedelen af de nye patentansøgninger inden for batteriudvikling kommer fra Asien i perioden 2000-2018. Særligt Japan og Sydkorea har mange virksomheder, som er langt fremme på området. Blandt de 25 største patentansøgere på verdensplan kommer to tredjedele fra Japan og Sydkorea, mens seks af virksomhederne er europæiske.

- Udviklingen af nye batterier har stor betydning for, hvor hurtigt vi kan gennemføre den grønne omstilling. Derfor er det meget positivt, at udviklingen af nye og bedre batterier sker så hurtigt, men samtidig er det også vigtigt, at vi har øje for at styrke udviklingen af disse teknologier i Europa og Danmark, siger Sune Stampe Sørensen, direktør i Patent- og Varemærkestyrelsen.

SMV’erne er vigtige


EU har i flere år haft ambitioner om at styrke den europæiske udvikling af energiopbevarende teknologier. Studiet fra EPO og IEA viser, at der er et stærkt og innovativt økosystem af mindre virksomheder og forskningsinstitutioner i Europa inden for batteriudvikling. Europa halter dog stadig også en del efter USA i forhold til de små og mellemstore virksomheders, SMV’eres, patentaktivitet. Eksempelvis kommer 34 procent af de amerikanske patentansøgninger på batteriteknologier fra SMV’er, mens det blot gør sig gældende for 16 procent af de europæiske patentansøgninger på området.

Patent- og Varemærkestyrelsen herhjemme ønsker, at de mindre virksomheder patenterer i højere grad end nu, så de kan få den fulde værdi af deres opfindelser. Derfor har styrelsen igangsat et målrettet program overfor iværksættere og små virksomheder, ligesom der både i Danmark og EU arbejdes med at nedbryde flere af de barrierer, små virksomheder oplever. Eksempelvis har EU Kommissionen og den europæiske varemærkemyndighed, EUIPO, lanceret en ordning, der giver SMV’er økonomisk støtte til at udtage IP-rettigheder.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.093