23948sdkhjf

Seniortekniker går på pension

Efter 35 år hos FDM vil 67-årige Jørgen Jørgensen nyde sit otium.

PENSION Efter 35 år og syv dage i FDM stempler ’Jørgen Jørgen’, som han til dagligt kaldes, ud fra Firskovvej i Lyngby.

Dermed siger både kolleger og medlemmer farvel til en særdeles vellidt og altid hjælpsom medarbejder. En institution i FDM, som vil blive savnet.

Jørgen Jørgensen begyndte i oktober 1985 som testassistent på FDMs Testcenter i Lyngby. Få år senere rykkede han så ind i FDMs dengang nye hovedsæde i Lyngby som teknisk konsulent, hvor han senere blev leder af FDMs tekniske rådgivning. De seneste år har han haft titel af seniortekniker.

Jørgen Jørgensen er oprindeligt fra Fyn, hvor han i 1974 blev udlært mekaniker hos Ford i Svendborg. Herfra kom han til Nissan/Datsun, inden han flyttede til København, hvor han fik arbejde hos VW på Amerikavej på Vesterbro.

Udover at være teknisk konsulent har Jørgen Jørgensen gennem mange år optrådt fast i FDMs medlemsmagasin Motor, hvor han har rådgivet om alt fra køb til vedligehold af bil og svaret på spørgsmål fra læserne. Han har desuden været en hyppig brugt ekspertkilde i aviser, radio og på tv, hvor han på kyndig vis har guidet seere og lyttere gennem alt fra hjulskift på villavejen, klargøring af bil til valg af de rigtige dæk.

Også i autobranchen har man i flere sammenhænge nydt godt af Jørgen Jørgensens store erfaring og viden. Han har blandt andet siddet med i Rådet for Større Dæksikkerhed og Teknologisk Instituts ERFA-gruppe om rustbeskyttelse. Han var sin tid også med i det forudgående arbejde for Ankenævn for biler.

Jørgen Jørgensen har sidste arbejdsdag i FDM fredag den 30. oktober. Der vil i den forbindelse blive afholdt en reception for Jørgen Jørgensen hos FDM i Lyngby kl. 14.00. Pga. corona-restriktioner vil receptionen dog kun være for inviterede.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094