23948sdkhjf

Støttepartier om regeringens klimaprogram: Ikke ambitiøst nok

Klimaminister Dan Jørgensen (S) får ublid reaktion fra støttepartier efter fremlæggelse af klimaprogram.

Klimaminister Dan Jørgensen (S) havde håbet, at fremlæggelsen af regeringens klimaprogram ville mildne støttepartierne.

De har beskyldt regeringen for bevidst at vente på at lade den teknologiske udvikling løse mange af udfordringerne på området.

Regeringen fremlagde tirsdag et klimaprogram, som ifølge regeringen anviser vejen til at nå målet i klimaloven. Det handler om, at Danmark i 2030 skal have reduceret udledningen af drivhusgasser med 70 procent set i forhold til niveauet i 1990.

- I stedet for at vi skal diskutere, om vi skal læne os tilbage og vente på, at teknologien løser det for os, hvilket ingen på noget tidspunkt har ment, så kan vi nu diskutere, at vi faktisk peger på de her teknologier, og vi er villige til at bruge de her penge på det.

Sådan sagde Dan Jørgensen tidligere tirsdag ved en pressebriefing om klimaprogrammet, som han fremlagde i Klimaministeriet.

Men Dan Jørgensens håb gik ikke i opfyldelse.

Støttepartierne mener fortsat, at regeringen lægger alt for meget vægt på, at fremtidig teknologi om nogle år skal stå for markante reduktioner.

- Dan Jørgensen lyder lidt som en gammel LP-afspiller, der er gået i hak, siger klimaordfører Ruben Kidde (R).

- Han og regeringen bliver ved med at gentage, at hvis bare der kommer nogle teknologier i 2030, så klarer vi den her klimaopgave med et teknologisk fix.

- Det på trods af, at regeringens eget klimaråd siger meget klart, at vi kun kan nå målet om 70 procent, hvis vi både udbreder kendte grønne teknologier med det samme, for eksempel elbiler, og sætter nye udviklingsspor i gang, siger Ruben Kidde.

Klimaprogrammet vil ifølge regeringen koste mellem 16 og 24 milliarder kroner om året i forhold til at nå målet om at reducere udledningen af drivhusgasser med 70 procent.

Både De Radikale, SF og Enhedslisten har kritiseret regeringen for at gøre alt for lidt nu og her for at begrænse udledningerne.

Blandt andet peger støttepartierne på, at regeringens ambition om at få 500.000 elbiler på vejene i 2030 er alt for uambitiøs. Til sammenligning vil Enhedslisten have 1,2 millioner elbiler til den tid.

- Jeg bliver drønbekymret, når jeg ser regeringens klimaprogram, siger klimaordfører Mai Villadsen (EL).

- Det er rigtig vigtigt, at vi satser på teknologi og teknologisk udvikling, men det kan ikke stå i stedet for også at lave reel politisk handling. Derfor er jeg bekymret i dag.

SF's klimaordfører, Signe Munk, mener også, at regeringen satser for meget på den teknologiske udvikling.

- Og der er jo så bare en kæmpe risiko for, at det ikke går, som vi håber. Og så står man fem minutter i lukketid med nogle CO2-reduktioner, der ikke kom, siger hun.

/ritzau/

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.156