ÅRETS VAREBIL Teknikken gjorde forskellen. Seks forskellige biler har kæmpet om at blive Årets Varebil 2020. De fire varebiler med konventionelle fossilmotorer havde ikke en chance, og feltets eneste egentlig elbil havde alt, alt for kort rækkevidde. Så det efterlod teknikken lige midt imellem - nemlig plugin-hybrid - som den klare vinder.
Ford Transit Custom Plug-in Hybrid løb således med det hele, da i alt ni journalister i sidste uge valgte Årets Varebil 2020. Ford’en fik i alt 74 point. På andenpladsen kom den nyeste Volkswagen Transporter med 18 point færre, nemlig 56.
Det efterlader den nye Ford med både en el- og en benzinmotor som den absolutte vinder. Dertil har bilen et smart system, der sikrer, at den altid kører udelukkende på el i storbyers miljøzoner. Se artiklen om det nye system side 18.
At netop den nyeste fra Den Blå Oval vandt, kommer ikke bag på manden med ansvaret for kåringen, redaktør Andreas Lang Hedegaard fra Biltorvet.dk. Lang Hedegaard forklarer:
- Ford Transit Custom er jo som udgangspunkt en ret komplet pakke, men Transit Custom Plug-In Hybrid lægger jo en ekstra dimension til, fordi den reelt gør det muligt at køre grønt, men med færre udfordringer end en reel elbil. Teknisk har Fords ingeniører valgt en avanceret løsning med en benzinmotor, som udelukkende virker som generator. Det gør drivlinjen mere effektiv, og betyder samtidig, at man som kunde ikke skal gå på kompromis med plads eller lasteevne.
- Avanceret teknik koster, og Transit Custom Plug-in Hybrid er dyr i indkøb, men ser man på bilens Total Cost of Ownership, er den faktisk ikke ret meget dyrere end en tilsvarende dieseldreven Transit. Derfor er Transit Custom Plug-in Hybrid Vinderen af Årets Varebil 2020, konkluderer Lang Hedegaard.
Ny teknik gør Transit Plug-in til den bedste af de bedste
Opel droppede teknikken, Henrik Fisker droppede teknikken - men nu, cirka ti år senere - gør en særlig type plugin-teknik den nyeste Ford Transit kassevogn til Årets Varebil. Bedste elbil i kåringen havnede som andensidst.
Annonce