23948sdkhjf
Log ind eller opret for at gemme artikler
Få adgang til alt indhold på Motor-magasinet
Ingen binding eller kortoplysninger krævet
Gælder kun personlig abonnement.
Kontakt os for en virksomhedsløsning.

Folie-troldmand strækker ud med eget værksted

EM-vinder i foliering af biler, Casper Madsen, og kæresten Jane Carlsen har åbnet virksomheden Foliekoncept, der allerede laver biler overalt i landet - med garanti for ikke at skære i lakken under arbejdet.

HÅNDVÆRK En hvid Toyota Aygo i nyt og lyserødt "dress" ser til, mens en ældre koksgrå Volvo coupe - med over 400.000 kilometer på klokken - bliver shinet op og iklædt stram, Ferrari-rød smoking. Begge er snart klar til ny fest på gader og stræder med flot foliering, der er varmet, bukket, klæbet og tilskåret efter alle kunstens regler.

Bag det sirlige arbejde og håndværk står EM-vinder og VM to’er, 27-årige Casper Madsen, og hans 28-årige kæreste Jane Carlsen. De er begge udlært skilteteknikere, og sammen har de 1. juli startet Casper Madsens nye virksomhed, Foliekoncept, op i midtjyske Skive. Her har de planer om at udvikle og udvide forretningen, der allerede samarbejder med flere lokale bilforhandlere og erhvervsvirksomheder, med flere på vej. Desuden laver Foliekoncept biler for seks danske skiltefirmaers kunder og er underleverandør til folieindpakningsbranchen overalt i landet.

Planen er også at opsøge leasingselskaber, da mange leasingtagere gerne medfinansierer folie for et par hundrede kroner mere om måneden, og dermed sparer slidtage på lakken, eller hvis man ønsker en speciel farve som alternativ.

Udvidelse på vej

Der er en udvidelse af lokalerne på vej med yderligere 400 kvadratmeter, samt ansættelse af en fuldtids grafiker og en elev til at lære folie-håndværket, som der ikke findes en egentlig uddannelse til. Der må gerne være 10 mand m/k ansat om et par år, lyder det.

- Jeg vil naturligvis slå på min EM- og VM-titel, og det har allerede givet kunder via facebook - vores hjemmeside er ikke færdig endnu. Målet er at blive onestop-leverandør til virksomheder med en samlet pakke omkring bil-foliering, skilte, facade, tøj med logo med mere, siger Casper Madsen.

Indtil videre pakker parret egenhændigt 3-4 biler ind om ugen, herunder også med solfilm på ruderne, som en lokal specialist tager sig af som underleverandør. En bil tager typisk to dage pr. mand - eller én dag i fællesskab.

Stor forskel på foliearbejde

Ifølge parret Casper og Jane er folie lige så stort som bilpleje efterhånden, også til ældre biler, der bliver som nye og billigere end det koster at hellakere. Priserne hos Foliekoncept starter fra 14.000 kroner eksklusive moms, idet omfanget af arbejdet varierer alt efter størrelse af bilen, udformningen, eventuelle spoilere mv. Med kvalitetsarbejde holder foliering i mange år, og folie er ikke så modtagelig som lak overfor snavs, ligesom insekter ikke brænder fast.

Og kvalitetsarbejde er netop, hvad Foliekoncept står inde for.

- Vi oplever, at nogle kunder hellere vil have udført foliering til en lavere pris andre steder hos folk, der underbyder markedet, og det er et stort problem i branchen. Hos os laver vi kvalitet og giver 10 års garanti på både solfilm, der ofte bliver siddende i bilens levetid, samt folie, der skiftes oftere. Vores folie falder ikke af, falmer ikke eller får afvasket farve. Desuden giver vi skriftlig garanti på, at vi ikke skærer i bilens lak, hvilket kan give rustproblemer senere, som vi ser andre foliefirmaer være ligeglade med. Det er Ikke svært at starte en folieforretning op, og der findes en del uden viden, som bare "møjer folie på" og skærer i bilen. Vi har biler, der er 8-10 år gamle og kører med film endnu, fortæller Casper Madsen og henviser til deres fælles tidligere arbejdsplads, der nu er lukket i Skive.

250 farver eller gennemsigtigt

Hos Foliekoncept kan kunderne vælge mellem cirka 250 grundfarver, og eventuelt få lavet grafik på, ud fra farvepaletter fra producenterne af kvalitetsfolie; Hexis, Avery og PWF. Oven på folien lægges gennemsigtigt laminat i enten mat, blank eller safir, der er UV resistent. Folien er 120-180 my tyndt alt efter farve, og laminatet 50 my.

Desuden arbejder Foliekoncept også med et yderst slidstærkt gennemsigtigt beskyttelseslaminat, kaldet paint protection, som kunderne typisk vælger at få lagt på dyre biler i specielle farver, hvor bevaring af originallakken har betydning for bilens gensalgspris senere. Således har Foliekoncept for nylig lagt paint protection på en lokal ejers Mustang Shelby GT 3,5, der har det med at "smide sten" op langs siden på sig selv under kørsel på grund af de brede fælge.

Også en dyr traktor i en speciel blå farve blev iklædt paint protection laminat, fordi ejeren ville beskytte den mod nedfald af grene ved hegnsklipning.

Tips og tricks udveksles

- Der er en del fif omkring pålægning af folie og laminat ved især hjørner og tagknæk. Man lærer at få det i hænderne med rutinen. For eksempel benytter vi her en speciel afdækningstape, kaldet "Knifeless", med indbygget metaltråd, som skærer en lige kant i folien ved afrivning. Den bruger vi også ved især lygter, for skærer men med kniv i en lygte, så kan fortjenesten på arbejdet ryge, siger Jane Carlsen.

En del tricks og tips udveksles mellem de "megaflinke" og åbne deltagere fra hele verden ved EM og VM, hvor både Casper og Jane har deltaget flere gange. Herunder om rengøring, opvarmning og stræk af folien - typisk maksimalt 15 procent stræk for ikke at ødelægge folien eller risikere efterfølgende slip fra underlaget.

En finger fra VM-vindertitel

Man kan selv melde sig til EM, hvor der typisk er 40 deltagere - men VM, med 16 deltagere, skal man kvalificere sig til via deltagelse i f.eks. EM under organisationen FESPA. Casper Madsen har været med til begge i 2018 og 2019 - og vandt således EM sidste år og blev to’er ved VM i 2018, få point fra at vinde på grund af en fejl ved en gummiliste, hvor han ramte den opvarmede film med fingeren blot tre sekunder før tid.

- Jeg deltog for at vide, hvor jeg stod fagligt - og jeg har aldrig lært så meget på fem dage, især om hvor hurtig eller langsom jeg er i nogle discipliner, fortæller Casper Madsen. Bogstaver på folie skal placeres helt præcist i forhold til punkter på bilen, og der gives samlet op til 100 point for rengøring af bilen, opvarmning/stræk af folien samt montage. EM skulle være afholdt i Madrid i år men blev aflyst på grund af corona. I 2021 foregår det i Amsterdam.

- Nogle deltagere rejser hele verden rundt gang på gang - men opnår alligevel ikke at blive gode nok til at kunne kvalificere sig til VM, smiler Jane Carlsen og kigger stolt på sin kæreste, inden de fortsætter arbejdet på Volvoen, der skal være forvandlet fra grå til knaldrød til aften, hvor kunden afhenter for trille ud som forvandlet.

BREAKING
{{ article.headline }}
0.113